Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lig fundet og mand anholdt

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 14/09/2015 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Denise gik tur på den berømte pilgrimsrute, men siden april hørte ingen fra hende. Torsdag tog 300 betjente ud at lede igen, og det gav resultat. Den formodede gerningsmand har angiveligt tilstået.

Politiet er overbevist om, at det lig, man har fundet på den berømte pilgrimsrute Camino de Santiago, er den savnede turist Denise Pikka Thiem. Den formodede gerningsmand har angiveligt tilstået.

Denise Pikka Thiem gik på ruten i starten af april, og siden har ingen hørt fra hende.

Torsdag i sidste uge genoptog politiet så i stor stil eftersøgningen med 300 betjente i området, og man undersøgte alle brønde i området.

Det opløste lig blev fundet på en grund, der tilhører den 39-årige Miguel Angel MB. Han er nu anholdt.

Hovedmistænkt fra starten

Denise Thiem Pikka forsvandt på den 14 kilometer lange strækning mellem Astorga og den lille landsby El Gasno, hvor hun havde planlagt at tilbringe natten i et herberg.

Den nu tilbageholdte var politiets hovedmistænkte fra starten og var en af de første til at blive afhørt ved starten af undersøgelsen. To gange blev han afhørt og spurgt direkte, men hver gang afviste han, at han havde mødt Denise.

Han blev anholdt fredag eftermiddag i sidste uge af Policia National i en bar i Grandas, Asturien, 162 kilometer fra den lille landsby Castrillo de los Polvazares i Astorga, León. Og her brød han ifølge El Mundo sammen:

- Det var mig. Jeg dræbte hende. Jeg ønskede ikke at gøre det... men jeg ramte hende én gang ... og derefter en gang til. Jeg ønskede ikke at dræbe hende. Lad mig vise jer, hvor hun er, sagde han til politiet og tog dem derefter til liget.

Obduktionen skal nu endeligt bekræfte identiteten, men ifølge El País er man ret sikre på, at man endelig har fundet Denise.

Naboer til den tilbageholdte, der bor i Polvazares Castrillo, beskriver ham som et ensomt menneske.

Advarede andre vandrere

41-årige Denise Thiem forsvandt, da hun var i færd med at gå til den galiciske hovedstad langs den berømte rute. Hun blev sidst set i Astorga i León den 5. april.

Politiet troede først, at der var tale om en ulykke, hvor den amerikanske turist var faldet eller styrtet, men den teori blev hurtigt droppet.

Andre pilgrimme på ruten fortalte, at de havde været udsat for trusler og aggressiv adfærd fra ukendte personer på ruten i samme område, som Denise forsvandt fra. Det fik politiet til at advare kvindelige vandrere på ruten.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.