Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lig lå i biograf i en uge

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 20/04/2016 - 10:56

Krimi og katastrofe

TRAGEDIE: Siden den 12. april lå en kvinde død i en biograf i Valencia. Hun blev først fundet, da personalet bemærkede en underlig lugt.

Politiet var talstærkt til stede i går ved indgangen til biografen ABC Park i centrum af Valencia, efter personalet havde fundet en død kvinde.

Det skriver Lasprovincias.es

Den foreløbige forklaring er, at kvinden på en eller anden måde har forvildet sig ud ad en sjældent anvendt nødudgang og er faldet ned af en trappe. Og ingen var klar over tragedien, før lugten fangede medarbejdernes opmærksomhed.

Regeringsdelegeret i Valencia, Juan Carlos Moragues, bekræfter over for pressen i dag, at kvinden har ligget død i biografen siden den 12. april, så fa hun blev fundet i går eftermiddag, havde hun altså ligget der en hel uge.

Hun er blevet identificeret, og det viser sig, at hendes mand faktisk meldte kvinden savnet den 13. april, efter hun aldrig kom tilbage fra biografen.

Da der endnu ikke forelægger en obduktionsrapport, kan intet på nuværende tidspunkt udelukkes, men alt peger på et uheld eller en naturlig død.

Ifølge Juan Carlos Moragues var der blodspor på trappen, og kvinden er efter alt at dømme død ved faldet.

Troede det var et dødt dyr

Allerede mandag lagde medarbejderne i biografen mærke til en ubehagelig lugt i det pågældende område, men medarbejdere og ledere mente, at den ubehagelig lugt nok bare kom fra afløbet på et toilet. De havde ikke i deres vildeste mareridt forestillet sig, hvad lugten i virkeligheden stammede fra.

I går eftermiddag var lugten blevet meget intens, og medarbejderne snakkede om, at der måske kunne ligge et dødt dyr et sted, så de fulgte lugten og finkæmmede hver eneste hjørne og små rum uden at finde noget mærkeligt.

Rengøringsmedarbejderen Paco besluttede sig for at udvide eftersøgningen til en af ​​nødudgangene nær biografens sal C.

Og der fandt han forklaringen på det hele.

Forfærdet løb Paco hen til den livløse kvinde. Der lå et par briller og en taske lå på gulvet ved siden af hende, og der var spor af blod. Liget lå for foden af ​​en trappe, og politiet blev straks tilkaldt.

Den afdøde var mellem 40 og 50 år, men ellers er der ingen oplysninger om hendes identitet. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.