Álvaro snød døden
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 01/08/2019 - 10:42
Sundhed & sygdom
SUNDHED & SYGDOM: Ny forskning giver håb for ellers opgivne leukæmipatienter. Sygesikringen har betalt en ny behandling, så nu spiller seks-årige Álvaro fodbold.
Álvaro har haft leukæmi siden han var 23 måneder. Den lille dreng har gennemgået alle helvedes kvaler i form at behandlinger - selv knoglemarvstransplantationer. Men intet kunne standse kræften.
I dag er han blevet seks og et halvt år, og indtil for nylig så det ikke ud til, at han ville blive meget ældre.
Men i dag løber han rundt blandt kammeraterne i Alicante, og det ser ud til, at han vil komme til at leve et normalt liv.
Medicinsk mirakel
Det mirakel, der er tale om her, er af medicinsk art. Álvaro er det første barn, der har fået en nyudviklet behandling kaldet Car-T, og han har fået den gennem det offentlige sundhedssystem.
For knap fire måneder siden annoncerede Sundhedsminister Maria Luisa Carcedo, at Sistema Nacional de Salud ville finansiere den nye opdagelse.
Car-T lyder virkelig som noget af et mirakel. Her er ikke tale om stråler og kemo, som godt nok ofte er effektive, men som har meget ubehagelige bivirkninger, fordi de også slår raske celler ihjel.
Superceller
Car-T er en slags kommandotræning af kroppens egne celler, så de kan slå igen og udrydde de ondartede. For eksempel i blodet.
Àlvaro, der har fået disse genmodificerede celler i kroppen, har ikke vist nogen tegn på cancer efter behandlingen. Han har det bare fint.
Hvordan?
Den nye mirakelkur går ud på at optimere det potentiale, immunsystemet har i forvejen, så det kan slå tilbage, når det bliver angrebet. Det får ved genmanipulation et ordentligt ekstra kick.
Man trækker lymfocytterne, som også kaldes T-cellerne, ud af patienten, genmodificerer dem i laboratoriet, så de bliver stærkere og målrettet cancercellerne uden at genere eller skade de raske.
Og så sprøjter man dem ganske enkelt ind i patienten igen.
Lys forude?
Álvaro blev behandlet mellem december 2018 og fik endnu en omgang februar i år, og det var som sagt betalt af sygesikringen. Siden 2017 har flere end 80 patienter fået behandlingen på forsøgsbasis. Der har været tilbagegang i deres cancer på mellem 80 og 90 procent.
Det ville være dejligt, hvis cancerens gåde nu var knækket, men helt så fantastisk er det desværre ikke. Den nye behandling bruges kun ved to specifikke leukæmisygdomme, og man tilråder den kun i tilfælde, hvor konventionel cancerbehandling har måttet give op.
Men hvert nyt skridt på vejen er en sejr, og nye resultater afføder ofte flere nye resultater.
Og for Álvaros familie er der ingen tvivl om, at de har oplevet et sandt mirakel.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.