Lynhurtige røvere fanget
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 29/04/2021 - 12:08
Krimi og katastrofe
KRIMI: Politiet har anholdt tre mænd, der drønede rundt og stjal mobiler direkte ud af folks hænder.
Los Mossos i Cornellà de Llobregat har anholdt tre mænd for at stjæle mobiltelefoner, mens ofrene stod og brugte dem.
Det skriver de catalanske regionalpoliti i en pressemeddelelse.
En af tyvene cyklede rundt og hev mobilerne ud af ofrenes hænder, mens hans medskyldige holdt udkig i området.
Lokalpolitiet har nu tilbageholdt trioen, og det lykkedes også at konfiskere noget af fangsten.
Efterforskningen begyndte tilbage i midten af marts, da politiet modtog anmeldelse om fem voldelige røverier af mobiltelefoner på offentlige veje i et specifikt område i Cornellà de Llobregat. Ingen af ofrene var dog kommet noget alvorligt til.
Efterforskere fandt ud af, at de fem røverier havde helt ens fremgangsmåde. Mobilen blev simpelthen rykket ud af hånden på ofrene og altid i tidsrummet mellem klokken 21:00 og 22:00, og gerningsmanden kørte på cykel. Og fire af røverierne fandt sted, mens ofrene ventede på en busstation.
Efter at have gransket overvågningsbilleder var politiet i stand til at bevise, at alle røverierne var begået af den samme person, og at han havde mindst en medskyldig, der kørte på løbehjul, som udførte overvågning omkring stationen.
Det lykkedes at identificere og anholde den påståede gerningsmand i et område meget tæt på gerningstederne.
Dagen efter, den 20. april, fik betjente fra samme afdeling øje på en ung mand på løbehjul på Plaza de la Estación, der er meget tæt på, hvor røverierne blev begået. Da han så politiet, forsøgte han at stikke af. Det er jo ofte en meget god indikator på, at man kan finde lidt at snakke om, så politiet fik ham standset.
Da betjentene tjekkede mandens rygsæk, fandt de blandt andet seks mobiltelefoner, hvoraf den ene var fra et af røverierne, syv ure og fem håndtasker.
Politiet fandt ud af, at den unge mand kendte den tilbageholdte mand og transporterede genstande fra mindst et røveri. I lyset af beviserne tilbageholdt de derfor også den 22-årige peruanske statsborger.
To dage senere fik man så fingrene i en tredje mistænkt medskyldig til røverierne; en 32-årig mand med peruansk nationalitet.
Alle tre kan nu se frem til at skulle forklare sig for en dommer.
Husk altså at være opmærksom på dine omgivelser, og lad dig aldrig opsluge af mobilen, når du står med den fremme på et offentligt sted. Det kan lynhurtigt ende kedeligt.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.