Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Málaga - Barcelona på 40 minutter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 11/08/2018 - 00:01

Fly & trafik Klumme

KLUMME: Det lyder for utroligt til at være sandt, men tilbuddet kunne også være København - Aarhus på 8,5 minutter.

Slut med dårlig sigtbarhed på startbanen, måger i jetmotorerne, modvind, lufthuller og flyveledere, der strejker.

Fremtidens transport foregår i rør med undertryk og 1.200 km. i timen - knap 50 procent hurtigere end et normalt passagerflys marchhastighed.

Selvfølgelig lyder det utroligt, og næsten lige så utroligt er det, at hele projektets udvikling er lagt i hænderne på gode hjerner i Málaga.

Men inden vi går videre, så lad os lige få nogle billeder på, hvad det er, vi snakker om.

 

Video

Videoen er optaget i testcentret i Nevada nord for Las Vegas

Navnet er Virgin Hyperloop One. Det vil kunne transportere mennesker og varer i en kabine med en hastighed på omkring 1.200 km. i timen.

Kabinerne accelereres ved elektrisk fremdrift i rør med undertryk og flyder på et spor med magnetisk opdrift uden at røre noget. Kabinerne yder ultralav aerodynamisk modstand.

Hele systemet er lukket, hvilket skulle udelukke risikoen for menneskelige fejl, samt gøre det upåvirkeligt af ugunstige vejrforhold.

En kabine

Naturligt er det, at du sikkert allerede på nuværende tidspunkt har taget en slags stilling til, om du kunne tænke dig at blive transporteret med lynets hastighed i et rør. 

Alternativet er jo at stå med en drink i hånden i et af de spanske AVE-lyntog, nyde udsigten til de smukke landskaber, og så nøjes med de 300 km. i timen, som de præsterer...

Hvorfor navnet Virgin Hyperloop One?

Inden jeg fortæller om det store samarbejde med Málaga, skal vi tage fat i fortiden. 

Det var oprindelig millionæren bag Tesla elbilerne og SpaceX rocket business, Elon Musk, der i 2013 udgav et “open source"-dokument, der viste, hvorledes passagerer kunne transporteres mellem San Francisco og Los Angeles på få minutter.

Siden er projektet blevet overtaget af Sir Richard Branson, briten der stå bag konglomeratet Virgin Group, der blandt andet omfatter flyselskabet Virgin.

Richard Branson

Ved overtagelsen sagde Richard Branson blandt andet:

- This is an incredibly innovative and exciting new way to move people and things at airline speeds on the ground.

Samarbejdet med Málaga

Uanset om man har lyst til at bliver transporteret lynhurtigt i et rør eller ej, så bliver det vanvittig spændende at følge projektets udvikling i Spanien.

Aftalen blev  indgået tirsdag mellem Virgin Hyperloop One og det offentlige spanske selskab ADIF, der står for skinnerne i Spanien. Nærmest sammenligneligt med Banedanmark.

Valget af ADIF, der er et selskab under Udviklingsministeriet (Fomento), er uden tvivl sket fordi Spanien er et land på forkant med højhastighedstog og samtidig disponerer over højt kvalificerede ingeniører og IT-eksperter.

I Bobadillo tæt på Antequera i Málaga-provinsen etableres et eksperiment-center i den 19.000 m2 store testhal, hvor ADIF gennemfører sine forsøg med højhastighedstog.

Testcenter i Bobadillo

Samtidig forbindes projektet til ADIFs udviklingscenter i Teknologiparken i Campanillas i Málaga,  hvor der findes masser af eksperter i de øvrige etablerede virksomheder.

ADIF i Teknologiparken

Overblik Teknologiparken

Aftalen med Virgin Hyperloop One bygger på, at Spanien skal udvikle, teste og vurdere de enkelte elementer i systemet for efterfølgende at få dem certificeret i henhold til de europæiske normer.

Efterfølgende skal centret forblive i Spanien for at yde support til projekterne, vedligeholdelse og medvirke til den internationale ekspansion af systemet.

ADIF og Fomento vurderer, at projektet direkte vil give 250 arbejdspladser og dertil omkring 100 indirekte arbejdspladser. Alle til højt kvalificerede medarbejdere.

Prisen for projektet i Spanien er anslået til 432 millioner euro.

Fremtiden

I en bar i AVE-lyntoget eller i et rør?

Måske har du en kommentar til klummen?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.