Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mange fulderikker i ulykker

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/07/2016 - 01:00

Fly & trafik

TRAFIK: Næsten halvdelen af de trafikdræbte, som sidder bag rattet, indtager alkohol kort inden ulykken.

Vi véd alle, at det er en rigtig dum idé at sætte sig bag rattet, når man har drukket alkohol. Men alligevel er der rigtigt mange, der gør det, selvom du sætter både dig selv og ikke mindst dine medbilister i stor fare.

Ifølge de seneste tal fra INTCF, Spaniens Institut for Toksikologi og Retsmedicinske Undersøgelser, blev 43 procent af bilførerne dræbt i trafikken sidste år testet positiv for alkohol, stoffer og/eller psykoaktive stoffer, hvilket er fire procentpoint højere sammenlignet med tallene fra året før.

Det skriver n332.es.

Undersøgelsen er baseret på resultaterne af toksikologiske analyser af de 900 dødsfald i trafikken sidste år fordelt på 638 chauffører, 179 fodgængere og 83 ledsagere.

Dolores Moreno, INTCF’s direktør, forklarer, at det samlede antal trafikdræbte er lavere end de 1.126 rapporteret af DGT, fordi nogle autonome regioner udfører deres egne analyser.

Alvorligt påvirkede

275 førere blev i alt testet positiv, og heraf havde 67 procent drukket alkohol, over 30 procent havde indtaget et euforiserende stof, og 26 procent gik skridtet videre med indtagelse af et psykoaktivt stof.

Rapporten indikerer et forøget forbrug af alkohol og psykoaktive stoffer hos ofrene, mens niveau for indtagelse af narkotika er det samme.

Hvad angår fodgængere blev over 46 procent testet positiv, hvoraf 57 procent havde fået mere end den tilladte mængde alkohol, 40 procent psykotiske stoffer og 34 procent et andet stof.

Hos de afdøde chauffører testet positiv for et euforiserende middel var 49 procent kokain, 44 procent hash og 14 procent former for morfin.

Hold øjnene på vejen!

Men det er ikke kun alkohol og narkotika, der kan forårsage vilde ulykker.

Chaufføren kom mirakuløst ikke slemt til skade

Spillet Pokémon Go er blevet et verdensfænomen, hvor personer forsøger at “fange” de virtuelle væsner i virkeligheden.

Det har allerede ført til flere farlige situationer, hvor folk blandt andet er blevet fanget i farlige tunneler eller er løbet over motorvejen for at få fat i specielle pokémon.

Senest er en 28-årig mand kørt voldsomt galt i Auburn, New York, da han var på jagt efter en pokémon. Han mistede opmærksomheden et kort øjeblik og bragede ind i et træ.

Heldigvis kom manden ikke slemt til skade, men han er et godt eksempel på, at du skal være fuldt fokuseret på vejen, når du sætter dig bag rattet. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.