Marbella-læger på mission i Kenya
Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 03/05/2017 - 01:00
Sundhed & sygdom
SUNDHED & SYGDOM: Seks læger og sygeplejersker har været i Afrika for at give gratis plastikkirurgi.
Ocean Clinic Marbella er en klinik for plastikkirurgi, der både foretager kosmetiske og rekonstruktive indgreb.
Med andre ord laver klinikkens medicinske chef, Doktor Kai Kaye, og hans kollegaer både normale ansigtsløftninger og operationer, der udbedrer brandsår og andre fysiske skader.
Sidstnævnte var tilfældet, da klinikken sendte seks af deres medarbejdere til Kenya i fem dage i midten af marts. Her undersøgte og behandlede de kenyanere, der ikke ellers ville have mulighed for at blive behandlet med plastikkirurgi.
“Jeg kan ændre liv”
Ifølge Doktor Kaye er det nærmest en selvfølge, at klinikken hjælper til steder i verden, der ikke er så heldige som os europæere.
Turen til Kenya var da heller ikke den første Ocean Clinic har været på. Sidste år gik turen også til Kenya, mens et hold i 2013 tog til Peru.
- Det er nødvendigt at give tilbage. Jeg har evnerne og ressourcerne til at gøre det, siger Doktor Kaye i en pressemeddelelse.
- Jeg kan ændre liv i Kenya, og jeg har gjort en langt større forskel der, end jeg kan gøre her i Spanien, hvor alle har tilgang til basal medicinsk behandling. Jeg mener, at det er en del af vores sociale ansvar, fortsætter han.
En bred vifte af skader blev behandlet (foto: Ocean Clinic Marbella)
Mulighed for at gå
Anført af Doktor Kaye var yderligere en kirurg, en anæstesilæge, to sygeplejersker og en therapeut, alle fra Ocean Clinic Marbella.
Under holdets fem dage i Kenya tilså de 70 patienter med en vifte af forskellige problemer lige fra tumorer til forbrændinger.
45 patienter blev behandlet kvit og frit, og af dem var 25 på operationsbordet.
Og specielt en patient gjorde et indtryk på Kaye.
- Et af højdepunkterne ved dette års tur var at give en ung pige ved navn Maryam bevægelsen tilbage i benet. Hendes knæ var blevet forbrændt. Nu kan hun få fysioterapi og måske få mulighed for at gå igen, siger han.
25 patienter blev opereret på de 5 dage (foto: Ocean Clinic Marbella)
To spanske velgørenhedsorganisationer har gjort projektet muligt med økonomisk støtte. Anidan, der blandt andet driver et børnehjem i Kenya, og Pablo Horstman-fonden, der driver et hospital og to skoler i landet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.