Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mareridt for dig med tandlægeskræk

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 30/04/2018 - 10:53

Krimi og katastrofe

SVINDEL: Falsk tandlæge fra ulækker klinik med elendige instrumenter anholdt.

Selv de mest rolige af os får lidt sved på panden, når der står ‘tandlæge’ i kalenderen. 

Selve situationen med hylende bor, der nærmer sig, mens man selv ligger hjælpeløs med åben mund, er skrækfremkaldende. 

Læg dertil en ikke-uddannet tandlæge og oldnordiske instrumenter, og du har en rigtig gyser.

Det skriver det catalanske politi i en pressemeddelelse

Los Mossos - de catalanske betjente - har lige sat en stopper for en indbringende forretning. 

En 56-årig spanier fra Sant Boi de Llobregat i Barcelona slog sig ned i en klinik.

Indtil videre har politiet identificeret seks ofre, der har fået behandling i den ulækre klinik med besynderlige instrumenter.

Ka’ det passe?

15. april henvendte et af ofrene sig til politiet. Han havde i 2015 fået et noget rystende overslag på tandbehandling i en klinik i Calle Espronceda i Barcelona. 

Han skulle af med 1.580 euro for diverse tandarbejde. Dem betalte han. 

Første gang, han kom til ‘tandlægen’ fik han hevet en tand ud. Det blev trukket fra det betalte beløb på en fin regning fra klinikken.

Det samme blev lidt tandrensning, men så skete der ligesom ikke mere.

Tandlægen er optaget 

Patienten henvendte sig flere gange, men det var rigtigt, rigtigt vanskeligt at komme til at tale med ‘tandlægen’. 

Patienten blev efterhånden også bekymret, da han opdagede, at tandlægens ydernummer ikke optrådte nogen steder på regningen. 

Så fortalte patientens søn og hans veninde, at de også havde betalt forud for behandlinger det samme sted. Og at det eneste, de havde fået, var en lang næse.

Betjente fra stationen i San Martín tog hen til klinikken i Calle Espronceda for lige at tjekke, om det nu kunne passe. 

Ikke just sterilt

Det første, de noterede sig, var at det hele var beskidt og ulækkert. De tilbagholdt den formodede ‘tandlæge’ og en anden person, som indrømmede, at han af og til gik til hånde på klinikken. 

Politiet bad om papirer, men fik at vide, at de alle sammen lige netop nu var hos revisoren, som de desværre ikke kunne huske navnet på. 

De to mænd var tydeligt nervøse, og betjentene tilkaldte assistance fra en anden patrulje, fordi papirerne ikke var i orden.

Bare god med hænderne 

Men så brød ‘tandlægen’ sammen og indrømmede, at han ligesom ikke rigtigt var tandlæge. 

Mens han stod og hældte vand ud af ørerne, ankom tre patienter til, der havde været ude for den samme behandling. De afgav forklaring

Tandlægeforeningen kunne fortælle, at den efterforskede ikke havde nogen som helst ret til at gøre noget ved folks tænder. 

Klinikken var helt til grin og blev lukket på stedet.

Gør-det-selv-tandlægen blev stillet for en dommer, men er sat fri mod kaution. Sagen er stadig åben, da man regner med, der dukker flere patienter op.

Man skal ikke altid tro på dem i den hvide kittel…

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.