Kanel, kameler og krejlere

Vi tog på brødretur til Marokko fra Solkysten, og selvom vi kun havde en halv dag i Afrika, var det hele turen værd.

Som praktikant flere tusinde kilometer væk fra vinterkolde Fredericia var det rart, at min familie var kommet på julebesøg i Fuengirola.

Min lillebror, Frederik, var netop kommet hjem fra en backpacker-tur til Asien. Vi har lidt af en konkurrence om, hvem der har været på flest kontinenter.

Derfor var der ikke så meget at rafle om, da han pludselig sagde, han ville til Marokko og krydse Afrika af listen.

Jeg måtte simpelthen med. 

Mine forældre ville hellere bruge dagen i Fuengirola, hvor El Clásico blev vist på tv-skærmene i byens hyggelige tavernaer. 

Frederik gik ned til det nærmeste rejsebureau, Zafiro Tours. Heldigvis var der en tur til Marokko om lørdagen, hvor det var Lillejuleaften.

Zafiro Tours

Turen kostede 65 euro per person. Det inkluderede bustur, returbillet til færgen og et måltid på en restaurant i Tanger.

Afgang var tidligt om morgenen. Vi slog til.

Til turen havde vi et par ekstra trøjer og en snack til bussen i en fælles gymnastikpose, som vi også havde vores pas i.

Af sti af sted på juleeventyr

Opsamling var løbende mellem Málaga og Tarifa. Vi blev samlet op ved havnen i Fuengirola foran Hotel El Puerto, som vi kalder Hotello-Othello på grund af dets lagkage-form.

Vi blev mødt af den smøgrygende og baretbærende guide Paco, som mindede gevaldigt om professor Tournesol fra Tintin-tegneserierne. 

Professor Tournesol

Han bad os udfylde små papirlapper med vores pas-oplysninger i bussen.

Udenfor var det helt mørkt, indtil vi passerede Gibraltar.

Da solen stod op, havde vi udsigt til The Rock på Gibraltar

Solen sneg sig hurtigt op over Middelhavet.

Udsigten var fantastisk fra de bakkede veje før Tarifa

I færgehavnen var der trængsel. Folk skubbede, asede og masede. Alle ville hurtigt frem.

Men Paco styrede showet. Det virkede som om, alle de ansatte kendte ham. Alle trykkede hans hånd og hilste ham som en gammel ven, der lige var vendt hjem.

Vores papirlapper og pas blev stemplet ombord på færgen, der sejlede hurtigt. Vi satte os i lækre sæder på første etage, men ærgrede os over, at vi havde spist vores snacks i bussen.

På færgen kunne der kun købes små chipsposer.

Første færd på det afrikanske kontinent

Vi ankom til Tanger, hvor der var noget varmere end på den spanske side.

Igen virkede det som om, at alle kendte Paco som en gammel ven.

Han ledte os om til en bus, hvor vi blev mødt af vores nye guide i Marokko, Hassan, der talte engelsk og spansk.

Vi havde talt med nogle tyskere i den spanske bus og på færgen. De fik en tysktalende guide i den marokkanske bus.

Først skulle vi på køretur gennem byen og om til Atlanterhavskysten. Hassan havde så meget at fortælle om ting til højre og venstre, at vi blev helt rundtossede af at dreje hovederne.

Det var blandt andet forskellige bydele, skoler, ambassader, parker og dyre huse og paladser.

Atlanterhavskysten

På kysten var der et kort stop ved en parkeringsplads, hvor der sad en masse kameler og hvilede sig.

Hassan havde på forhånd sagt, det kostede to euro for en ridetur.

Ægte, levende kamel

Vi sprang begge op og fik en kort ridetur.

Anders og Frederik på eventyr

Efter rideturen kom der en sælger hen og forklarede mig, at han solgte ægte sølvarmbånd for 50 euro.

Jeg sagde, jeg kun havde 50 cent. Så kostede armbåndet pludselig to euro. 

Han insisterede og lagde det på min hånd. Jeg forsøgte at lægge det tilbage i hans lille kurv, men det ville han ikke have. Så lagde jeg det på jorden og gik.

Kulinarisk oplevelse

Turen gik tilbage til Tanger, hvor vi blev ledt til en restaurant. Her fik vi kanelsuppe og shish-kebab. 

Lækker kanelsuppe til forret. Frederik smagte også den lokale øl

Til dessert fik vi chebakia, der er marokkansk sesam-kage.

Chebakia

Drikkevarer skulle vi selv betale for, men hverken cola eller øl kostede mere end normalt.

Maden var lækker, og vi fyldte vores maver helt op.

Krejlere, hele bundtet

Vi fortsatte med gruppen hen til en tæppehandler, som forklarede, at han ikke forsøgte at sælge noget, men at vi skulle vide, at der var halv pris, fordi der var julerabat.

Jeg lod mig narre til at betale overpris for en julegave til min mor. En tallerken som jeg gav 20 euro for.

Julegave til mor

Udenfor fik jeg at vide, at jeg ikke var den eneste. Jeg var blevet venner med et tysktalende ægtepar, som følte sig mere hjemmevant, da manden oprindeligt var fra Tunesien.

De fortalte, at en ældre kvinde fra vores gruppe havde betalt 105 euro for en tallerken i samme størrelse!

Næste stop

Efter tæppehandler-besøget blev turen smuk. Vi gik gennem de smalle gader i den gamle bydel.

Gadesælgerne var stadig over det hele, men havde udset sig nogle rige amerikanere som det primære mål. Det gav lidt ro.

Næste stop var et sted, hvor der blev solgt naturmedicin. Sælgeren stod i Adidas-træningstøj med en kittel over og præsenterede olier og alskens humbug. Han påstod, at hans produkter kunne kurere stort set alle former for sygdomme.

Vi havde håbet, vi kunne gå lidt alene. Men efter naturmedicin-butikken gik turen tilbage til bussen. Den kørte os op til byens moderne café-kvarter, hvor der ikke var tid til at stige ud.

Vores vilde afgang

Men bussen stoppede, da det viste sig, at et par unge gadesælgere havde forsøgt at smugle sig med på bussen.

De holdt fast udenpå, men hoppede af igen, da de fandt ud af, bussen slet ikke skulle med ombord på færgen.

En ret dramatisk afslutning på en ellers interessant blanding af marketing og turisme.

Vi nåede hjem i god behold, her er vi med vores forældre, Helle og Lorenz

Sådan fik vi begge sad fødderne på det afrikanske kontinent.