Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Masser af gratis net i lufthavnen

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 07/01/2015 - 12:28

Rejser & oplevelser

TEKNOLOGI: Findes der noget mere kedeligt end at vente? Så er det skønt at være på nettet.

Antallet af områder i lufthavne med gratis wifi er eksploderet det seneste år, og hvis du endelig skal betale, er det langt i billigere i Spanien end i andre lande.

 

Ifølge markedsanalytikere fra Kubi Wireless fra Telecom-koncernen er der tale om en stigning på hele 76 procent.

 

Gratis wifi steg mest i Bilbao lufthavn, hvor antallet af wifi-områder er steget med 320 procent, men stort set alle af Spaniens 28 lufthavne har skruet op for de gratis online-glæder. Samtidig er den gratis periode blevet sat op fra 15 til 30 minutter.

 

I Málaga Lufthavn er der tale om en stigning på 107 procent i 2014 og i La Palma Lufthavn på De Kanariske Øer 103 procent. Gratis netadgang er steget med 99 procent det seneste år i lufthavnen i Santiago de Compostela i den nordvestlige region Galicien, og i Madrids Adolfo Suárez-Barajas lufthavn med 85 procent.

 

Den laveste stigning finder vi i Barcelonas El Prat Lufthavn med "kun" 68 procent.

 

Den største vækst ser vi i lufthavne, hvor der kommer mange turister som dem på de sydlige og østlige kyster samt på øerne.

 

Billigt betalings-net

Samtidig er prisen på ikke-gratis wifi langt mere konkurrencedygtig i spanske lufthavne end andre steder i Europa som i London Heathrow, Paris Charles de Gaulle, Berlin-Tegel, Bruxelles, Amsterdam-Schiphol og Lissabon.

 

Som en midlertidig foranstaltning har de spanske lufthavne sat prisen ned, når den gratis periode på de 30 minutter er udløbet. Det kostede tidligere 4,50 euro per time, men i dag koster det kun 1,50 euro. I Heathrow og Düsseldorf koster det til sammenligning 3,80 euro, i Bruxelles seks euro og i alle lufthavne i Paris koster det 5,90 euro.

 

Lufthavne med gratis net:

Ud over de førnævnte lufthavne i Madrid, Barcelona, Málaga, Santiago de Compostela, Bilbao og La Palma, er der en halv times gratis wifi og herefter 1,50 per time i yderligere 22 spanske lufthavnsterminaler.

 

I Andalusien er det: Almería, Jerez, Granada-Jaén Federico García Lorca lufthavn og Sevilla. Derudover drejer det sig om: Valencia og Alicante-Elche, Reus, Girona-Costa Brava og Murcia-San Javier på østkysten, Vigo og A Coruña i Galicien, Gijón-Asturien og Santander langs nordkysten, Zaragoza i Aragón, på Balearerne og De Kanariske Øer: Palma de Mallorca, Mahón-Menorca, Ibiza, Gran Canaria, Tenerife Syd, Tenerife North, Lanzarote og Fuerteventura.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.