Med stålsatte øjne: Skrid!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 31/08/2017 - 01:00
Samfund og Politik
SAMFUND & POLITIK: Den danske regering vender ryggen til Cataloniens præsident, der er i Danmark på charmeoffensiv.
Carles Puigdemont, der er den rebelske præsident for det catalanske Generalitat - region- tog på charmetur til Danmark. Han er meget begejstret for landet og havde et håb om, at Danmark med et “statsmandsbesøg” kunne give lidt legalitet til det illegale referendum, som den 1. oktober sigter mod at give Catalonien uafhængighed fra resten af Spanien.
Puigdemont gjorde imidlertid regning uden vært. Det land, som han og hans forgænger Artur Mas har set som forbillede, og som de gerne ville efterligne i Catalonien, gav ham den kolde skulder. Han blev totalt overset. Samtlige danske ministre havde fået forbud mod at møde ham. Det skriver elmundo.es
Catalansk “ambassade”.
Puigdemonts hovedformål med turen var at indvie et slags turistkontor for Catalonien, som også skulle være et slags repræsentationskontor for catalanske virksomheder.
Selv betegnede Piurgdemont kontoret som en Catalansk ambassade i København.
Men ingen medlemmer af den danske regering dukkede op til receptionen, og ingen ministre har tænkt sig at mødes med præsidenten under hans korte ophold, forlyder det fra den danske ambassade i Spanien.
Heller ikke den spanske ambassadør i Danmark tog notits af Puigdemonts fremstød.
En måned før det illegale referendum, der blev fremsat af Junts pel Sí og CUP, skal træde i kraft, har Puigdemont ellers travlt med at give sagen lidt nødvendigt ilt. Han og hans “udenrigsminister” Raúl Romeva, besøgte Francesca Guardiola, den tidligere Barza-træners søster, som er La Generalitats udsending til de nordiske lande.
Nej fra Anders Samuelsen
Udover “ambassade-indvielsen” havde de håbet på et møde med Anders Samuelsen, der imidlertid sagde klart nej til at være med i det catalanske spil.
- Der vil ikke blive deltagelse fra den danske stat i señor Puigdemonts besøg, meddelte ambassaden. Kun to funktionærer på mellemniveau deltog i “ambassade-indvielsen”.
Den danske regering var i forvejen blevet advaret imod at gå med til noget, der kunne give rebellerne vind i sejlene.
Ingen officielle billeder
Ærgerligt for La Generalitat, der havde sat næsen op efter at komme hjem med et fint billede, hvor en dansk minister klippede snoren over. Det ville være godt netop nu, hvor der er kort tid til den eventuelle afstemning, og presset fra Mariano Rajoy øges.
Puigdemont gik stille med dørene omkring besøget. Den anden august fik Udenrigsministeriets sekretariat en kort notits om, at han skulle en tur til København den 30. og 31. Målet var officielt et handelsfremstød: indvielse af et turistkontor og støtte til spanske firmaer. Ambassaden i København ville sørge for den nødvendige logistik og den slags.
Puigdemont alene i verden
Men Puigdemont kunne ikke indlogere sig på den spanske ambassade i København, og ambassadøren var ikke tilstede. Arrangementet svarede til modtagelsen af en handelsdelegation. Tilstedeværelsen af præsidenten for La Generalitat var ikke nævnt.
Det er ikke første gang Puigdemont får en lussing af de europæiske autoriteter. I januar tog han til Bruxelles sammen med sin vicepræsident Oriol Junqueras for at forklare det catalanske referendum for EU-parlamentet. Ingen autoriteter modtog ham, heller ikke fra EU-kommissionen. I salen sad kun et par dusin internationale deputerede og nogle enkelte journalister.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.