Med stok over sten
Skrevet af Pia Bruun, søn, 03/05/2015 - 00:02
WEEKEND: På opfordring fra en læser tager vi denne gang på tur, hvor stok og kørestol ikke spænder ben.
Drømmer du om en tur ud i det vilde spanske landskab, men kniber det lidt med bentøjet, så er dette noget for dig!
Tilgængelig for alle
For et par uger siden fik vi en læserkommentar i forbindelse med en af vores Spanien i Dag Weekend-artikler. Anni Olesen skriver, at hun altid læser Spanien i Dag og finder mange gode oplysninger, men savner følgende:
De opslåede ture ud i det fri, skovture og den skønne natur er kun for folk, der har bentøjet i orden. Hvad med os andre, som er dårligt gående eller dem med roulator, krykker og sågar kørestol? Er der noget for disse personer, som også gerne vil opleve foråret, sommeren eller efteråret. Jeg spø'r bare.
Og ja, Anni - det gør der. Mange tak for din kommentar, og denne gang tager vi på en tur for alle.
Langt de fleste vandreture er ikke egnede for gangbesværede, men der er altså heldigvis undtagelser.
I dag sætter vi fokus på stier, der er særligt velegnede for gangbesværede. Der er nemlig let adgang til stierne og kun små stigninger undervejs.
Stier, hvor alle kan være med
Flere af turene kan med lidt forsigtighed foretages i kørestol. Resten kan man klare – selv med stok – over alle sten. Alle stier er nemlig belagt med beton eller et fast, naturligt underlag. Og hvis ikke du synes, du kan klare hele ruten, så tag bare en del af den.
Kom ud i livets afkroge
Vandreture er blevet voldsomt populære i de seneste år som et fysisk og mentalt alternativ til vores stressede og stille-siddende hverdag.
I skovens dybe stille ro..
At vandre er som at trække stikket fra hverdagen. Du kommer ned i tempo, men op i tempo i oplevelser og fysisk velvære. Her er fred og ro, der er tid til at være og nyde og tid til at tænke efter.
Ved at droppe bilen kommer du ind på de mindste veje og stier. Du kan stoppe op og betragte naturens vidunderligste skabninger, når det passer dig.
Du får også en god fornemmelse af, hvordan det har været at rejse i gamle dage. Også selv om du hører til de, der ikke går ret langt eller sidder i kørestol kan man komme langt, når det gælder den personlige oplevelse.
Her er der noget at vælge imellem
Spaniens Grønne Stier
Spanien er rig på udflugtsmuligheder, og faktisk er det kun fantasien og fysikken, der sætter grænser.
Ved at vælge en 'Vía Verde' (Grøn Sti, red.) som er nedlagte jernbanelinjer over hele landet, er der sat kryds ved laveste sværhedsgrad. Med stigninger på maksimalt tre procent kan de fleste være med.
Spanien råder over godt 7.600 kilometer jernbane, som ikke er i brug – enten fordi banen er midlertidigt ude af drift eller permanent nedlagt.
Sådan ser logot ud for De Grønne Stier
Der er 954 stationsbygninger, 501 tunneller og 1.070 broer og viadukter, som alle er opført i begyndelsen af forrige århundrede og i de fleste tilfælde smukke eksempler fra datidens arkitektur og byggekunst. De har intet til fælles med de funktionelle, men skræmmende betonbyggerier, der opføres i dag.
Knapt en fjerdel af det nedlagte jernbanenet – nemlig 2.100 kilometer - er i dag er omdannet til stier for vandrere, ryttere og cyklister og kaldes for Vía Verde.
Stierne forvaltes af en fond under de spanske jernbaner, La Fundación de los Ferrocarriles Españoles, som har udarbejdet en oversigt over ruterne, som du kan finde her
Og på denne her hjemmeside får du et klart overblik over de strækninger, der er mest velegnende for handikappede og gangbesværede – også selv om man ikke er særlig stiv til det spanske.
Vía Verdes' handikap-stier kan bruges af alle
Vi har udvalgt seks ruter fordelt over de områder, hvor der findes den største koncentration af rejsende og derfor den letteste tilgang. Men vi bevæger os lagt væk fra det larmende turistliv og kommer ud i naturområder, som kun de færreste kender.
Du kan få flere generelle oplysninger her
I bjørnens spor
Vi lægger ud med 'Bjørneturen' - La Vía Verde de la Senda del Oso i Los valles del Oso - Proaza, Quirós, Santo Adriano og Teverga. Og selv om det er en af de mest kendte i hele landet, er den alt andet end overrendt.
Her går Bjørnestien
Ruten er rig på kultur og historie og går gennem det smukke Asturien ad stier og tunneller hugget ind i bjerget.
Navnet har den fået, fordi der her tidligere fandtes mange spanske bjørne. I dag er bestanden så voldsomt på retur, at man skal være helt ekstremt heldig, hvis man får øje på én af de få brune bjørne, der skjuler sig i bjergområderne.
Området er berømt for sine brune bjørne
Turen går langs den gamle mine-jernbane i Teverga og er 26 kilometer lang. Undervejs ligger der imponerende landejendomme og bygninger fra Middelalderen. Stien er belagt med beton, og ruten er dermed meget velegnet til gangbesværede.
Asturien er en af Spaniens grønneste regioner
Sydspansk hit
Vi tager videre til Sydspanien. Ruten her er bygget op omkring en 38 kilometer lang jernbane, som aldrig blev færdigbygget på grund af borgerkrig og mangel på finansiering.
Denne rute er den mest besøgte i Andalusien
La Vía de la Sierra langs Guadalete-floden i La Sierra de Cádiz er en meget populær rute - ikke mindst på grund af den imponerende klippe, El Peñón de Zaframagón, der har den største gribbe-koloni i det vestlige Europa.
Ruten går mellem Puerto Serrano og Olvera i de to nabo-provinser Cádiz og Sevilla og byder på ikke færre end 30 tunneller og adskilige viadukter.
Den berømte gribbe-koloni
Her er stationsbygnignen i Olvera
Du kan vælge at starte fra en af de to små byer i hver ende af ruten eller ved den nedlagt stationsbygning i Coripe, hvor der er restaurant og udendørs siddeplads til besøgende.
Hvis du hører til de danskere, der er flasket op med en cykel, er der mulighed for at leje cykler. Priser fra ni til 12 euro for voksne, otte til ti euro for børn og en tre-hjulet voksencykel til de mere usikre ben koster ti til 12 euro. Bestil i forvejen på telefon 687 676 462.
Kurs mod Costa Brava
Vi hopper videre til den næste rute, der ligger i den nordøstligste del af landet: La Vía Verde de Girona strækker sig mellem Girona og Sant Feliu de Guixols. 39 kilometer sti gennem gamle Middelhavsskove og forbi kendte monumenter som Castillos-torres i Quart, Cassá, Llagostera og Santa Cristina.
Handikap-venlig rute til Costa Brava
Ruten går fra Girona gennem Selva og en imponerende mosaik af små marker og skove ned til kysten ved Sant Feliu de Guíxols på Costa Brava, hvorfra der er en imponerende udsigt.
Fra Campingpladsen Sant Pol kan man leje el-cykler
Ruten er kendetegnet ved sin lave sværhedsgrad. Den starter i 70 meters højde i Girona, når op på 136 meter i Cassà de la Selva som det højeste punkt og slutter endelig ved havet i Sant Feliu de Guíxols.
Og den skulle være særdeles velegnet for gangbesværede og kørestolsbrugere.
Dejlige grønne Nordøstspanien
Fange-ruten
Vi bliver i den nordøstlige del af landet, men rykker en smule længere mod syd til Vía Verde de la Terra Alta. Området ligger i det sydlige Catalonien, og turen går gennem landsbyer, marker, mandel-lunde og fyrreskove i La Comarca de la Terra Alta.
Ruten går gennem 20 tunneller og fem viadukter
Ruten går ind gennem et naturskønt område ved Pàndols og Cavalls med gamle landejendomme, der ligger spredt omkring hist og pist, kun afbrudt af imponerende bjergområder med smalle kløfter og stejle skrænter på alle sider. Små vandreservoirer forsyner indbyggerne med frisk vand fra floderne Algars og Canaletes.
En forfriskende badetur
Jernbanen i Terra Alta var i mere end et halvt århundrede den vigtigste hovedfærdselsåre mellem Puebla de Híjar og Tortosa, indtil den blev udkonkurreret af det nye landevejsnet og endeligt nedlagt i 1973.
Et kontrastfyldt område
Den går over i historien som et af de vigtigste logistiske knudepunkter under borgerkrigens rædsler, hvor strækningen blev brugt til at deportere republikanske fanger.
Sorte Øjne-Ruten
Vi hjuler videre til den næste rute, og hvis du holder til i Valencia-området, så er en tur på den nedlagte jernbane ”Ojos Negros” (Sorte Øjne, red.) mellem Barracas og Navajas et absolut ”must”.
Turen ned til kysten ad den nedlagte mine-bane
Ruten går gennem Barracas, Torás, Viver, Benafer, Caudiel, Jérica til Navajas i den nordlige del af Castellón-provinsen.
La Vía Verde de Ojos Negros mellem Teruel-kysten i Valencia er den længste i hele landet. Den blev brugt til minetransport – derfor i øvrigt navnet Ojos Negros - fra starten af forrige århundrede og frem til 1972.
Gennem mørke tunneller. Husk at have en lygte med
Ruten følger floden Palancia på strækningen gennem naturparken Parque Natural de la Sierra de Espadán og La Sierra Calderona.
Murcias golde og grønne hjørne
Videre til den næste rute. For interesserede læsere i Murcia-området, kan vi nemlig anbefale en tur på La Vía Verde del Noroeste – mellem Murcia og Caravaca – som går lige ved foden af Sierra Espuña-bjergene.
Gennem sydøstspaniens halvtørre, men smukke landskaber
80 kilometer sti med imponerende viadukter og tunneller gennem Mula-dalens ørkenområder og grønne fyrreskove.
Denne Vía Verde tilbyder desuden handikap-cykler
Det rigtige udstyr
Når du skal vandre, er det vigtigt at være velforberedt og aldrig 'gå ned på' udstyr – også selv om vi taler små ture med lav sværhedsgrad.
Husk at Spanien er overraskelsernes land – ikke mindst når det gælder vejret. Det kan være stegende hedt med over 40 grader og mildest talt livsfarligt at vandre. Men fra det ene øjeblik til det andet kan det stå ned i stænger – især i de nordlige egne
Husk at have det hele med - afhængig af årstid og område
Den største fare er dog varmen og dermed fare for hedeslag. Vi skal derfor råde alle vandrere i solens land til at medbringe:
Bredskygget hat, solcreme og vand. Masser af vand!
Drik masser af vand, når du er på tur
Sydens varme kan give ubehag, svimmelhed og resultere i dehydrering, når solen bager nådesløst fra en skyfri himmel, og derfor er det helt afgørende at medbringe store mængder vand.
I tasken eller i rygsækken skal du også medbringe en lille madpakke samt medicin – hvis du tager det – i det tilfælde, at turen varer længere end ventet. Husk også en fuldt opladet mobiltelefon og eventuelt en paraply afhængigt af, hvor i landet du befinder dig, og selvfølgelig hvornår du er på tur.
Sørg for at have det hele med - så du ikke skal vende om før tid
Vær opmærksom på, at hvis du bruger mobiltelefonens GPS eller tager mange billeder undervejs, går mobilen hurtigt død for strøm, og det værste, der kan ske, er at man pludselig står et øde sted uden mulighed for at komme i kontakt med omverdenen.
Husk iøvrigt også at fortælle nogen, hvor og hvornår du har tænkt dig at tage på tur.
De tre lag
3-lags-systemet er et koncept, der dækker over den helt ideelle påklædning mod sol, kulde og regn. Og uden at det går ud over bevægelsesfriheden.
Inderste lag udgøres af undertøj i kunststof, uld eller uldblanding. Mellemste lag isolerer og holder kroppen varm. Yderste lag eller overtøjet skal beskytte mod vind og regn. Det yderste lag skal være åndbart, så sved kan trænge ud gennem stoffet, uden at det bliver vådt og klamt.
Hvis man er iklædt flere lag, er det også lettere at tilpasse sig skiftende vejrforhold.
Sådan virker Goretex - "damp" eller sved blivet let transporteret væk fra huden
Husk at have en let skjorte eller andet med, hvis solen bager for meget på armene.
Fodtøj og sokker:
Sko, støvler eller sandaler – igen naturligvis afhængigt af hvor og hvor langt du vil vandre, men på de ovenstående ruter vil et par gode vandresandaler være nok, hvis vejret ellers tillader det.
Godt fodtøj er altafgørende for en succesrig vandretur
Alle har en mening om sokker, og alle har haft gode og dårlige oplevelser med sokker, derfor er det ikke lige meget, hvad du stopper fødderne i, og specielt om vinteren skal du være meget opmærksom på, hvilke materiale dine sokker er lavet i.
Kort kan man jo sige, formålet er at holde fødderne varme og tørre, og disse to mål hænger egentlig nøje sammen: Er fødderne våde, bliver de hurtigere kolde.
Bomuldsokker har meget gode ånde-egenskaber, men isolerer ret dårligt, hvis de bliver fugtige. Lette at vaske, men skal tørres hurtigt for ikke at blive jordslået. Ved at blande bomuld med polyester fås et meget slidstærkt materiale som tørrer relativt hurtigt. Uld holder fusserne varme, men det tager lang tid om at tørre.
¡Vamos!
Inden du tager af sted, er det en god idé at tjekke Vía Verdes mange henvisninger, kort og fortegnelser. I mange landsbyer langs ruterne er der mulighed for indkvartering og leje af cykler, hvis du er frisk på at krydre turen med en to-hjulet oplevelse.
Men at vandre er en helt speciel oplevelse og med en tur på en af de mange Vías Verdes går du ikke helt galt i byen: Små stigninger, god belægning på stien, smuk natur og så får du også lidt historie med i købet.
God tur!
Husk - hvis du synes, vi mangler at skrive om bestemte steder, aktiviteter eller noget helt tredje, så send en mail til:
Tilgængelig for alle
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.