Mennesketårn styrter sammen
Skrevet af Kristoffer Olesen, ons, 26/09/2018 - 07:00
Kunst & kultur
VIDEO: Tilskuere kunne kun se chokerede til (og filme!), da menneskepyramide pludselig kollapsede under festival i Barcelona.
I weekenden fejrede Barcelona det årlige La Mercè-festival, og det gik bestemt ikke stille for sig.
Faktisk blev det nok lidt for vildt.
Skulder på skulder
Blandt festivalens faste traditioner er mennesketårne, som er symbol på den catalanske styrke og sammenhold.
Deltagerne i tårnet kravler én efter én op på skuldrene af hinanden, indtil de sammen danner en høj borg eller et ‘castell’, som det hedder på catalansk.
Traditionen har stået på i 200 år og kræver i den grad, at man holder tungen lige i munden og har nerver af stål.
Målet for et vellykket castell er, at alle kommer op og ned i den rigtige rækkefølge, og det kan man desværre ikke sige, at de formåede i weekenden.
Livsfarligt styrt
På videoen kan man se, hvordan mennesketårnet kollapser på midten, hvilket tvinger de uheldige deltagere på de øverste etager ud i frit fald fra enorm højde.
Der var høje gisp fra tilskuerrækkerne, da det gik op for folk, at noget var gået helt galt.
På mirakuløs vis slap de fleste tårnbyggere for skader med undtagelse af én, som måtte bæres væk på en båre.
Hans tilstand er ukendt.
Gammel tradition
Men hvordan får man overhovedet den idé, at stable så mange mennesker oven på hinanden?
Traditionen stammer fra byen Valls nær Tarragona, hvor tårnene oprindeligt fungerede som afslutning på folkedansen ‘Ball de Valencians’.
Ofte er det børn, som må påtage sig den farlige opgave at være toppen af tårnet.
Og der kan let blive langt ned til bunden - det er nemlig ikke unormalt med tårne med 10 lag.
I 2010 blev traditionen optaget på UNESCOs liste over kulturarve, der skal beskyttes.
Catalanerne har da heller ikke planer om at stoppe med deres mennesketårne, så vi må bare ønske dem bedre held næste gang!
Se video fra dramaet her:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.