Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Millioner blæser på lægens tid

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 03/08/2016 - 11:15

Sundhed & sygdom

SUNDHED: Bookede tider og tomme venteværelser. Det er hverdag for lægerne i en region, der hjemsøges af spøgelsespatienter.

Det er en kamp at få en tid til lægen, og bedst som man troede, at problemet lå hos lægerne, er et nyt tal dukket op. Tallet afslører, at skylden ligger hos patienterne. 

Det skriver Lasprovincias.es.

Tomme løfter 

Folk i Valencia er tilsyneladende gode til at bestille tid til lægen, men mindre gode til at følge op på aftalen og rent faktisk møde op. 

En opgørelse viser, at 76.000 beboere hver uge bliver væk fra deres lægetid. Og ikke nok med det, så aflyser de ikke deres tid. Det resulterer i, at lægerne sidder og venter på deres patienter, mens patienterne venter i evigheder på at få en tid til lægen. En tid som de så måske ikke dukker op til.

Det vil sige, at 4 mio. mennesker skipper deres lægeaftale om året. Det er et massivt problem, der har store økonomiske konsekvenser og skaber en kolossal mængde spildtid hos sundhedsvæsenet. 

Ingen tegn på forbedring

I det første halvår af 2015 mødte 446.780 byboere ikke op til deres lægetid. I år er tallet faldet til 429.245, men det er dog stadig et voldsomt antal. Særligt hvis man ser det i forhold til, at der bor 809.267 i Valencia.

Aurelio Duque, præsident i La Sociedad Valenciana de Medicina Familiar y Comunitaria (Svmfyc), fortæller, at et fåtal aflyser, men det er mere undtagelsen end reglen. Han tilføjer, at manglen på fremmøde skaber enorme problemer for ventelisterne.

Aurelio Duque foreslår en funktion, hvor man får en påmindelse om sin lægeaftale. Nogle af aftalerne er nemlig lavet mange måneder eller et år i forvejen, og kan være svære at huske.

Han mener, at grunden til det store fravær er glemsomhed, og at patienterne er forhindret på grund af familieforhold og arbejdstider. Ud fra dette grundlag ønsker Svmfyc at igangsætte en handlingsplan, hvor målet er at spilde så lidt tid og penge som muligt.

I Danmark har en række tand- og speciallæger indført såkaldte "pjækkebøder". Bøderne skal sikre, at patienterne møder op, og lægerne ikke venter forgæves.

Valencia melder intet om, hvorvidt de vil prøve sig med en lignende model. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.