"Min datter så det ikke”
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 18/02/2016 - 12:05
Krimi og katastrofe
KRIMI: Ruderne blev smadret, mens fire-årig sad i bilen, og hendes far blev dræbt. Han (foto) døde for at beskytte sin datter, siger moderen. Offeret var kendt af politiet i forvejen.
Mens drabsoffers datter sad i bilen kastede seks til syv mænd sig over den og smadrede side- og bagruder. Hendes far sprang ud fra førersædet, og så blev han stukket afskillige gange med en kniv. Det overlevede Javier R. C. ikke.
Den lille piges mor fortæller, at datteren heldigvis ikke så mordet. Hun mener, eksmanden døde i forsøget på at beskytte datteren.
Manden havde i næsten to år haft den fulde forældremyndighed over datteren, og da hans ekspartner hørte om overfaldet, skyndte hun sig til gerningsstedet for at tage sig af sin datter.
Pigen vidste, det var slemt
Manden blev dolket i fuldt dagslys midt på gaden foran La Fe-hospitalet i det sydlige Valencia. Læs mere om overfaldet her
Datteren fortalte sin mor, at hun vidste, at de gjorde noget slemt, men hun så ikke, hvordan han blev dræbt. Det fortæller kvinden til Lasprovincias.es
Hun siger videre, at pigen er fire år gammel og altså ikke tre, som det ellers var fremme i pressen i går.
Han var en god far
Jessy N. havde mistet forældremyndigheden over sin datter, efter en klage indgivet af hendes tidligere partner og nu altså dræbte Javier R. C. Men forudgående konflikter mellem de to til trods er hun ikke sen til at understrege, at han var en god far.
- Det er forfærdeligt. Vi har haft ægteskabelige problemer, og vi gik fra hinanden for halvandet år siden, men Javier var en god far. Ingen aner, hvad der skete. Politiet stillede mig mange spørgsmål, og de gør, hvad de kan for at finde de sindssyge mennesker, siger Jessy N.
- Han steg formentlig ud af bilen for at beskytte sin datter, efter at de smadrede ruderne. Han var en god far, insisterer Jessy.
Offeret var i et nyt forhold, men havde fuld forældremyndighed over sine to døtre på henholdsvis fire og otte år.
Kendt af politiet
Regeringsdelegeret i regionen, Juan Carlos Moragues, sagde i går, at motivet kunne være en eller anden form for opgør.
Offeret var i forvejen kendt af politiet for vold i hjemmet og andre mindre forbrydelser, sad i fængsel indtil august 2014. Det skriver Lasprovincias uden dog at komme nærmere ind på, hvad Javier R. C. sad inde for.
Policia Nacional undersøger lige nu, om Javier R. C. havde nogen fjender fra det kriminelle miljø.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.