Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Min verden januar 2017

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 28/01/2017 - 00:01

Klumme

KLUMME: Nu er januar ved at gå på hæld. Tænk, årets første måned er allerede gået - og hvordan ser så det hele ud efter den?

I Spanien kom der gode nyheder, Arbejdsløsheden faldt med godt en halv million mennesker sidste år, og selvom der fortsat er over fire millioner uden arbejde, så er det et skridt i den rigtige retning. Premierminister Mariano Rajoy regner med, at ledigheden vil falde med yderligere en halv million mennesker hvert år frem til 2020.

Med i regnskabet skal man også have de registrerede ledige i baghovedet, som på den ene eller anden måde alligevel arbejder i det skjulte.

Det var også godt, at de involverede parter kom til en løsning med nedsættelse af de spanske lufthavnsafgifter med 11 procent over de næste fem år. Det burde alt andet lige betyde billigere billetpriser for turisterne og derved være med at at styrke turistsektoren i Spanien. Det vil selvfølgelig også være til fordel for det rejsende erhvervsliv

77 milliarder

Turismen er meget vigtig for Spanien. Den udgør cirka 11 procent af landets bruttonationalprodukt

I 2016 kom der 75,3 millioner turister til landet. Det var en stigning på 9,9 procent i forhold til 2015, og turisterne lagde 77 milliarder euro i kassen.

Der er næppe meget tvivl om, at turistsuccesen vil fortsætte i de kommende år. Ikke bare fordi Spanien er et pragtfuldt land, men også fordi man har været lidt heldig med at slippe for turistskræmmende omstændigheder, som det har været tilfældet i eksempelvis Egypten og Tyrkiet.

Med mindre der selvfølgelig udbryder krig mellem Spanien og Catalonien, hvor regionens præsident, Carles Puigdemont, vil afholde bindende folkeafstemning om regionens selvstændighed, selvom han risikerer at blive anklaget for oprør og smidt i fængsel.

EU-kommissionens udmelding om, at de ville gøre mere for at stoppe den ukontrollerede indvandring var - set med medlemslandenes øje - vel også en god nyhed. Var den kommet før, kunne det måske have sparet mange grænsekontroller og måske også det britiske Brexit og andre landes udmeldelseslyst.

Spillerne

Den kommende franske præsidentkandidat Marine Le Pen lægger ikke fingrene imellem, når hun dømmer EU som en stor krigszone, hvor alle medlemslandene bekæmper hinanden.

Har hun ret?

Personligt kigger jeg hele tiden efter initiativer hos EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker. Det er som om, at han ikke ved - eller vil erkende - at der er stor risiko for, at EU er ved at falde fra hinanden, hvis ikke der sker noget radikalt.

Alt imens, at Juncker latterliggjorde Donald Trump som uvidende om europæiske forhold, befinder Storbritanniens premierminister Theresa May sig nu i Det Hvide Hus for sammen med USA at gøre de to lande til verdens nye ledere. 

Jo, og så er der ham Trump, som for kun otte dage siden blev Mr. President. Sensationspressen kan fortsat glæde sig over en strøm at kontroversielle udtalelser og tweets til dagens overskrifter.

Samtidig virker det som om, at Præsidentens medarbejdere arbejder dag og nat, når man ser på det antal dekreter, der har fået Donald Trumps underskrift siden den 30. januar.

Flere røde ører

De økonomiske analytikere, der havde spået, at aktierne ville falde, hvis Donald Trump blev præsident, er også igang med at pudre deres røde ører, efter aktieindekset Dow Jones i denne uge brød gennem de 20.000, hvor det aldrig har prøvet at være før.

Nej, aldrig har så mange tidligere taget så meget fejl af så meget - hverken i Europa eller i USA.

Og i Europa kan man godt frygte, at de bliver ved med det.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Hvor forfriskende at læse. Tak, Torben Wilkenschildt. Jeg er helt enig. Hvad angår EUs Jean-Claude Juncker, så tror jeg ikke, at man skal forvente noget konstruktivt fra ham eller hans kabinet. Vi har jo ikke set noget hidtil. Rygterne vil vide, at Juncker er alkoholiseret - årgangsrødvine - endda på medlemslandenes skatteyderes regning. Da det åbenbart er det bedste, EU har at byde på til at bestride posten, ja, så siger det jo alt (for meget) om dette foretagene.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.