Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Minister i skattely?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 13/04/2016 - 08:19

Samfund og Politik

POLITIK: Oppositionspartierne kræver, at Spaniens fungerende industriminister går af efter afsløringer om et off-shorefirma i skattely.

Panama-skandalen ruller videre, og der har nok aldrig hersket tvivl om, at der kommer til at rulle nogle hoveder på den bekostning - spørgsmålet har egentlig kun drejet sig om hvem.

Og nærmest dagligt kommer der nye navne frem i offentligheden på kendte og højtstående borgere, der har benyttet muligheden for at slippe for at svare skat af deres formuer, ved at sætte dem i fiktive fimaer i Panama.

Seneste navn i rækken er Spaniens fungerende industriminister, Jose Manuel Soria.

Men ministeren afviser hårdnakket at være ejer af et offshore-selskab i Panama, som det rapporteres af den spanske tv-kanal La Sexta og online-avisen El Confidencial.

Både PSOE og venstrefløjspartierne har ellers opfordret til Sorias tilbagetræden.

Landets fungerende premierminister, Mariano Rajoy, ønsker, at ministeren først redegør for sagen personligt.

Forklaring på tirsdag

Soria siger selv, at han er klar til at informere kongressen om sin involvering i de såkaldte Pamana-dokumenter på tirsdag, men nægter hårdnakket at have nogen økonomiske interesser i Panama.

- Jeg har i de 25 år, jeg har været aktiv inden for politik, ikke haft noget at gøre med et selskab i Panama, og jeg aner ikke, hvordan mit navn er kommet frem i forbindelse med et britisk selskab ved navn Lines Limited.

Soria understreger, at han har autoriserede advokater til at indsamle oplysninger i forbindelse med sagen.

- Jeg har ikke haft nogen andel eller interesse i dette selskab - hverken som partner, direktør eller noget tredje, sagde Soria i går og fortsatte.

- Jeg har i dag fundet ud af, at jeg har stået som sekretær i UK Lines, og har nu bedt mine advokater om at undersøge sagen.

Den fungerende industriminister indrømmer dog at have kendskab selskabet, da et af hans familiedrevne virksomheder, Oceanic Lines, har haft handelsforbindelser til det britiske selskab.

Sidste uge sagde finansminister Cristobal Montoro, at næsten alle de spaniere, der er dukket op i Panama-sagen har ansøgt om skatteamnesti.

Kendisser i skattely

Andre spaniere som filminstruktøren Pedro Almodovar og hans bror Agustin, samt Kong Philip VI's tante, Pilar de Borbon, og den tysk-aristokratiske Thyssen, der ejer en af Madrids største kunstgallerier, Thyssen-Bornemisza, siges at være involveret.

Barcelona FC's Lionel Messi er også navngivet. Han siger, at han blev rådet til at bruge et offshore-selskab af sin revisor, og at han ikke selv har nogen indsigt i finans og investeringer.

- Jeg stolede på mine revisorer, siger Messi og hævder, at han har betalt sin gæld nu til de spanske og argentinske skattemyndigheder.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.