Kampen mod uret
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 22/07/2019 - 10:31
Samfund og Politik
POLITIK: Hemmelige forhandlinger til det sidste med Podemos vil måske skabe flertal for Pedro Sánchez som ny Premierminister.
I dag klokken 12:00 starter debatten om indsættelsen af den - eventuelle - ny regeringschef i Spanien.
Hele søndagen sad forhandlere fra både PSOE og Podemos i hemmelige drøftelser om de aftaler, der måske vil føre til en koalitionsregering mellem de to partier.
En koalitionsregering som den fungerende Premierminister Pedro Sánchez oprindeligt afviste alle muligheder for, og i stedet ville tilbyde Podemos indflydelsesrige topposter i administrationen.
Den afvisning har Sánchez dog måtte vige tilbage fra, og lige nu ligger det i kortene, at ministerposter i en ny regering skal fordeles forholdsmæssigt efter de to partiers mandater i Kongressen. Det vil sige 123-42.
Rygter antyder, at ministerier som skat, ligestilling, arbejdsforhold og miljø skal tildeles Podemos.
Når den første afstemning finder sted i morgen, er det sandsynligt, at Sánchez ikke vil opnå det nødvendige absolutte flertal på 176 ud af Kongressens i alt 350 stemmer/mandater.
Sánchez chance er den anden afstemning, der finder sted 48 timer efter, altså på torsdag den 24. juli, hvor der kun skal opnås et simpelt flertal - altså flere, der siger “ja” end “nej” til hans indsættelse som ny Premierminister.
Partiernes holdninger
PP, Ciudadanos, Suma Navarra og Vox forsikrer, at de vil stemme nej, på trods af Sánchez’ opfordring til PP og Ciudadanos om at undlade at stemme.
Podemos vil stemme ja, hvis ellers forhandlingerne med PSOE ender, så de kan acceptere en aftale. Det giver 166 stemmer til Sánchez og derved skal der skaffes 10 ekstra stemmer, med mindre nogle vælger at stemme blankt.
ERC, JxCAT og Bildu. De tre løsrivelsespartier med ialt 22 mandater vil ikke tage stilling før de har hørt Sánchez tale i dag og ved, om der findes en aftale med Podemos. Det forlyder, at ERC og Bildu vakler mellem at stemme ja eller blankt, mens JxCat overvejer blankt eller nej.
PNV er med sine seks mandater - ligesom flere andre af de små partier - i venteposition til efter dagens tale.
Coalición Canaria vil kun stemme ja til Sánchez, hvis der ikke er nogen aftale om regeringsdannelse med Podemos.
Læs også lørdagens klumme: I skammekrogen med politikerne
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.