Modig ung spanier redder hval
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 08/01/2016 - 12:05
Vejr og natur
VIDEO: Se, hvordan en ung mand trodser alle farer og skærer en 15 meter lang hval fri af et fiskenet.
Ulovligt fiskenet kunne have taget livet af en hval, hvis ikke Cesar Espino var kommet det store dyr til undsætning.
Det skriver flere medier.
Hvalen havde været så uheldig, at den var blevet viklet ind i nettet ud for Fuerteventura, som er en af de større kanariske øer.
Kunne drukne
Cesar Espino var ude at sejle med en ven, da de fik øje på hvalen, der så ud til at være i problemer, og da de kom tæt på, gik det op for dem, at den var viklet ind i et fiskenet.
Det kan betyde døden for det store dyr, der er afhængig af at kunne trække vejret over vandoverfladen. Derfor vidste Cesar Espino, at der skulle fart på.
- Jeg skyndte mig at hoppe i vandet og lod hvalen se mig for at vise den, at jeg forsøgte at hjælpe. Jeg gik straks i gang med at skære rebene over, siger Cesar Espino ifølge Thelocal.es
Timelang redningsaktion
De to unge mænd havde dog kun snorkler og en enkelt kniv til rådighed, så det tog over en time at få brydeshvalen fri, og det valgte de at optage på video.
Se videoen fra redningsaktionen her:
Brydeshvalen er en bardehval, der lever af smådyr, og derfor er den ikke direkte farlig for mennesker.
Til gengæld er det farligt for mennesker at svømme i nærheden af hvalen, for hvis man bliver ramt af dens store hale, kan man blive slået bevidstløs.
Det skete heldigvis ikke, så nu er hvalen fri, mens Cesar Espino er blevet udråbt som lokalhelt, mens hans video storhitter på youtube.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.