Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mord på hospitalet i morges

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 08/05/2015 - 12:24

Krimi og katastrofe

KRIMI: Kvinde har ligget i koma siden overfald, hvor hendes mand var eneste vidne. Da hun viste tegn på bedring, dukkede han op med en kniv.

Tidligt fredag morgen blev en kvinde stukket ihjel, mens hun lå i hospitalssengen i Ourense. Hun var blevet indlagt for en måned siden, efter at hun var blevet tæsket halvt ihjel. I dag sneg manden sig ind på hustruens stue med en kniv.

Den 76-årige mand tildelte angiveligt sin ti år yngre hustru adskillige knivstik, mens hun lå fuldstændig forsvarsløs i sin hospitalsseng. Kvinden havde for over en måned siden fået en ordentlig omgang tæsk - det var dog ikke blevet anmeldt som vold i hjemmet, men som overfald ved tyveri.

Mand stak sig selv

Guardia Civil-kilder i Ourense fortæller, at manden kom ind i værelset klokken 7:05 fredag morgen og stak sin kone, Maria Isabel S., flere gange med en kniv.

Bagefter, inden han forlod hospitalsstuen, skar han også i sig selv med kniven. Han måtte hasteopereres for sine selvpåførte skader, og røg direkte på operationsbordet på Complejo Hospitalario Universitario de Ourense, CHOU.

Guardia Civil-kilderne bekræfter, at sagen bliver behandlet som hustruvold, selv om det tidligere overfald på kvinden altså ikke blev anmeldt som det. Men der har tydeligvis været en mistanke dengang, eftersom politiet er så hurtig til at drage den konklusion.

Startede med et "røveri"

Betjentene forklarer, at kvindens lidelser startede den 2. april om morgenen, hvor manden ankom på Guardia Civil-stationen i Verín for at anmelde, at en person var brudt ind i hans hus i Pazos i Verín, Ourense. Røveren havde angiveligt slået hans kone ned, der nu var indlagt. Han forklarede, at hans kone havde overrasket røverne i stueetagen af parrets bolig, mens manden selv lå og sov på 1. sal.

Forklaringen løs videre, at han sov meget tungt, da han havde taget en sovepille, så han havde ikke hørt, da hustruen blev overfaldet og slået ned ned en jernstang. Hun fik alvorligt hjernebrud og mistede endda en del hjernemasse. Han fandt hende bevidstløs næste morgen, og hun har været i koma lige siden.

Men i de seneste dage viste hun tegn på bedring, og der var pludselig udsigt til, at hun ville vågne igen. Og så er manden angiveligt blevet nervøs.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.