Morgendagens Spanien
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/06/2021 - 07:00
Klumme
KLUMME: Midt i glæden over den nye frihed til at rejse, tynges man godt nok af nogle lavt hængende skyer.
Spanien er sol og varme og lige nu ser alt så lyst ud med lempede rejsevejledninger, EU-coronapas, mange vaccinerede, gode smittetal og ingen masker i det fri. Den indebrændte trang til at rejse til Spanien gennem mere end ét år for rigtig mange danskere har nu endelig fået en åben dør.
Det er der jo grund til at glæde sig over, og det gør vi da også her på redaktionen.
Bag teater-tæppet sidder Storm P. Selv om mange andre kræver ophavsretten til “Det er svært at spå - især om fremtiden”, så kender jeg det bedst fra Storm P’s egen tegning om det.
Midt i den gode stemning er vi på redaktionen også nødt til at spå lidt om fremtiden. Det har vi da også gjort gennem hele corona-krisen med det formål at kunne forudse vores Amigos situation i så god tid som muligt. Nogle gange har vores spådomme været rigtige, mens de andre gange er gjort til skamme. Heldigvis kun de færreste.
For vi har data liggende langt tilbage i tiden, som giver os et godt rygstød - uanset, hvad emnet er.
Lige midt i den nuværende glæde er den nye corona-spiller Delta på banen. De fleste ved godt, at den smitter mere og er farligere. Men hvilken betydning vil den få for situationen i Spanien? Vi ved, at i den seneste tid har den udgjort cirka 20 procent af de nye smittede i Catalonien. Og den kan dukke op mange steder.
I udenrigsministeriet nye rejseanbefalinger kan Statens Serum Institut male en region rød, hvis de vurderer, at en mutation er for dominerende i en region. Det betyder at man fraråder rejser dertil og skal i selvisolation ved hjemkomst. Udover test.
Hvad vil den nye tilstrømning af turister til Spanien betyde?
Vi har gennem den seneste tid set stigende incidens på for eksempel De Kanariske Øer, der jo er en typisk turist zone.
Gennem denne uge, har vi også set en daglig stigning i nye smittede generelt i Spanien.
Hvad vil det betyde, at maskerne ikke længere er obligatoriske udendørs, hvis man holder afstanden på mindst 1,5 meter til andre?
42,5 procent af befolkningen i Spanien mener, at det giver dem en øget risiko for at blive smittede, da det jo netop er andres brug af masker, der beskytter dem og ikke deres eget brug. Om de får ret, vil tiden vise.
Måske er turisterne her den største trussel. Man skal jo fortsat medbringe masken og tage den på, hvis man kommer tæt på andre eller ind i ethvert indendørs lokale. Under corona-krisen har vi ofte set, at turister - som de eneste - slet ikke har brugt maskerne.
Et er corona og noget andet er politik, som selvfølgelig ikke lige er det mest passende emne i en ferie-situation som nu.
Hvis du har feriebolig i Spanien eller bor i landet, skal du måske efter ferien have lidt fokus på artiklerne “Politik og Samfund” på Spanien i Dag.
Spanien har en kæmpegæld efter pandemien og den skal - på den ene eller anden måde - betales tilbage. Om mon ikke alle, der har et aktiv eller en indtægt i Spanien er i fokus hos skattemyndighederne?
Politisk er Spanien lige nu én stor gang ballade og ja, en endnu større gang ballade end gennem de seneste år. Premierminister Pedro Sánchez og regeringens benådning af de ni “politiske” fanger har kaldt de værste vokaler frem på oppositions-politikernes tunger.
Om beslutningen er rigtig eller helt forkert har der allerede nærmest været skrevet afhandlinger om.
Det helt overordnede er, at Sánchez i henhold til meningsmålingerne nu har et flertal imod sig i befolkningen. Han anklages for, kun at have foretaget benådningerne, for at beholde løsrivelsespartierne støtte til at blive siddende på taburetten.
Vi skal nok være forberedte på voldsom politisk uro i de kommende år. Desværre.
For er der noget Spanien har behov for i tiden efter pandemien, er det politisk stabilitet med en befolkning, der løber samme vej.
Men samarbejde hen over midten er ikke en kunst, som spanske politikere er kendt for.
Alligevel bliver vælgerne ved med at stemme på dem, selvom de ikke følger deres valg.
Og så ser det sgu lidt sort ud.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god og ubekymret weekend. Vi skal nok tage os af skidtet…
Torben Wilkenschildt
Skulle du have et synspunkt på Morgendagens Spanien, så skriv det endelig som en kommentar til denne klumme (Amigos).
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.