Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Nærmest en fornærmelse”

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 17/12/2019 - 07:00

Samfund og Politik

POLITIK: Pablo Casado ønsker at lukke Pedro Sánchez ud af den blindgyde, som han er havnet i.

For første gang siden valget den 10. november og efter Sánchez uden forhandlinger med andre to dage efter besluttede sig for en koalitionsregering med Unidos Podemos, mødtes han mandag med PP’s leder Pablo Casado og den fungerende leder af Ciudadanos, Inés Arrimadas.

Sánchez mål med møderne var at få de to partier til at undlade at stemme den dag, hvor der skal stemmes om indsættelsen af ham som ny regeringsleder.

Efter mødet med Sánchez, tilkendegav Casado sit klare NEJ og fortsatte:

- Ingen i Spanien vil kunne forstå, hvis landets konservative parti, PP, hjælper Pedro Sánchez med at danne en kommunistisk regering mellem PSOE og Unidos Podemos og endda med støtte fra et parti, der ønsker at Catalonien skal være en selvstændig republik.

- Er det det eneste tilbud, du har til PP? spurgte Casado Sánchez om fem gange under mødet.

Fra Casados side kom der tilbud om, at Sánzhez kunne danne en regering alene med PSOE og gennem en pagt med PP sikre stabilitet gennem de næste fire år. Casado nævnte i den forbindelse ‘11 pagter’, der blandt andet handler om enighed om Cataloniens fremtid, reform af valgloven, uddannelse, affolkningen, retfærdighed, hustruvold, pensioner, forsvaret og infrastruktur.

- Det er alle forhold, der vil sikre landets forfatningsmæssige orden, og det er vel ikke meget at bede om, sagde Casado, der ønsker at lukke Sánchez ud af den blindgyde, som han er havnet i efter hans mening.

Casado sammenlignede Sanchez’ ønske om, at PP skulle hjælpe den kommunistiske regering til verden med, at Casado bad Sánchez med at støtte en regering mellem PP og Vox.

“Via 221”

Efter mødet med Casado mødtes Sánchez med Inés Arrimadas, der er Ciudadanos’ fungerende leder, efter Albert Rivera trak sig efter det sviende valgnederlag den 10. november.

Sánchez’ ønske til Arrimadas var ligeledes, at Ciudadanos skulle undlade at stemme imod ham som ny regeringsleder af en PSOE-Unidos Podemos-regering.

Arrimadas var klar i sin modsætning til Sánchez, og opfordrede ham til straks at droppe den aftalte koalition med Unidos Podemos og i stedet bygge regeringen på pagter med både PP og Ciudadanos, der begge ønsker at overholde forfatningen.

Arrimadas betegner sin opfordring til Sánchez som “Via 221”, der er det brede og solide flertal mellem PSOE’s, PP’s og Ciudadanos’ mandater i Kongressen.

Inés Arrimadas opstillede fire punkter, som betingelser for en pagt med PSOE: lovgivning og budgetter skal indgås mellem partier, der overholder forfatningen,en national pagt om uddannelse, ingen skattestigninger for arbejderklassen og en valgreform, der blandt andet sætter en spærregrænse for partierne.

-  Jeg har sagt det samme til Sánchez, som jeg udtrykte for en måned siden’: Unidos Podemos kan ikke være del af en regering, fordi det vil føre til, at 95 procent af den spanske befolkning ikke kan sove om natten, sagde Arrimadas efter mødet.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.