Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Næste år bliver det endnu varmere

Skrevet af Pia Bruun, tir, 22/12/2015 - 12:18

Vejr og natur

KLIMA: Knap har spanierne slukket for deres aircondition, før der bliver advaret om endnu mere varme.

Efter et varmt efterår starter vinteren i dag, og den bliver ikke meget anderledes end efteråret.

Der er udsigt til en af de varmeste vintre nogen sinde ifølge en prognose fra Meteorologisk Institut, Aemet, som samtidig varsler, at 2016 bliver endnu varmere end 2015.

Ifølge Aemets talskvinde, Ana Casals, forventes det, at januar, februar og marts giver mere nedbør i de nordvestlige egne, mens de sydøstlige egne lider under langvarig tørke.

13. varmeste efterår nogen sinde

Der blev i efteråret målt en gennemsnitstemperatur på 16,2 grader, hvilket er 0,4 grader over det normale for årstiden.

Den højeste temperatur blev målt ved Lanzarote Lufthavn den 5. oktober med 37,3 grader. Det betyderer, at det er det 13. varmeste efterår siden de meteorologiske målinger startede i 1961.

Gennemsnitstemperaturen i Spanien lå frem til den 30. november på 16,5 grader. Det er 0,8 grader over gennemsnittet for perioden fra 1981 til 2010.

Femte tørreste

Men 2015 var ikke bare et varmt år, det var også tørt. Aemets klimatolog, Antonio Mestre, siger, at 2015 går over i historien som et meget varmt og tørt år.

Fra den 1. oktober til den 12. december er der faldet gennemsnitlig 125 mm nedbør. Det er hele 34 procent under det normale på 190 mm.

Hermed er efteråret 2015 det femte tørreste siden årtusindskiftet, kun overgået af 2004, 2007, 2009 og 2013.

Fra den 1. januar til den 14. december er der faldet 485 mm, og det er hele 20 procent mindre end den normale mængde på 600 mm.

I store dele langs Atlanterhavskysten og i Catalonien ligger nedbøren på under 75 procent af det normale.

Varmeste sommer

Denne sommer var også landets anden varmeste siden 1961 og omfattede den længste hedebølge, der nogensinde er registreret.

Juli var den varmeste måned med 2,5 grader over det normale, og det oversteg gennemsnits temperaturen i august 2013, som ellers var en historisk varm måned.

2016 endnu varmere

FN's vejragentur, WMO, mener, at 2016 bliver endnu varmere end 2015, som jo altså er på vej til at blive det varmeste år, man nogensinde har målt på Jorden.

Temperaturrekorden skyldes vejrfænomenet El Niño og menneskeskabte temperaturstigninger, skriver WMO i en pressemeddelelse.

Klimaeksperter anslår, at El Niño står for mellem 16 og 20 procent af temperaturstigningerne.

El Niño er et vejrfænomen, der varmer havoverfladen i det østlige tropiske Stillehav og påvirker vejrmønstre over store dele af kloden, og det forventes at få større indflydelse på gennemsnitstemperaturen i 2016 end i 2015.

Forskere anslår, at der kloden i 2016 runder en temperaturstigning på en grad siden industrialiseringen, og at temperaturen ved udgangen af dette århundrede vil være steget med mere end to grader. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.