Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ændrer Barcelona-terror dine rejsevaner?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/08/2017 - 01:00

Rejser & oplevelser

DIN MENING: Terroren ramte for nylig i Barcelona, men ændrer det noget for dig? Vi opfordrer dig stærkt til at bidrage med din mening i denne undersøgelse - tak!

Eksperter i stribevis kloger sig på, at turiststrømmen til Barcelona tager af efter det makabre terrorangreb på La Rambla i Barcelona.

Der henvises til, hvordan efterspørgslen på rejsemål som blandt andet Paris, Bruxelles og London faldt efter angrebene der.

Med 15 procent udgør turismen en væsentlig del af Spaniens bruttonationalprodukt, og Barcelona fik sidste år besøg af 7,48 millioner turister, hvoraf de 5,9 millioner kom fra udlandet.

14.000 mennesker i Barcelona er beskæftiget inden for branchen.

Læserne på Spanien i Dag er alle - på den ene eller anden måde - relateret til rejser i eller til Spanien, og derfor vil vi gerne vi, hvad I mener.

Deltager alle vores læsere i meningsmålingen i bunden af denne artikel, vil resultatet blive noget mere repræsentativt i forhold til mange andre undersøgelser, der ofte kun bygger på forespørgsler blandt 1.000 mennesker.

Vil de tal nu falde?

Euromonitor International, der selv betegner sig som verdensleder i uafhængige, strategiske markedsanalyser, mener med udgangspunkt i sin Travel Forecast Model, at turismen til Spanien vil falde med 200.000 mennesker i resten af året.

Det svarer til, at stigningen i år bliver på 2,8 procent og ikke de 3,1 procent som forudset.

I tal betyder det 77,6 millioner turister i stedet for 77,8 millioner.

Generelt mener Euromonitor, at både Spaniens og Barcelonas popularitet vil fortsætte med stigende turisme trods begivenheden i Barcelona. 

Begrundelsen er landets varierende tilbud af både by, sol og strand, sundhed og wellness, oplevelser og så får man generelt meget for pengene.

Britisk par tæt på atentatet

Lørdag den 19. august mødte jeg det britiske par Lisa og Darren Mcneil i Fuengirola. De var netop ankommet fra Barcelona og havde været tæt på attentatet på La Rambla. De var naturligvis blevet rystede i det øjeblik.

- Men det vil på ingen måde afholde os fra at vende tilbage til Barcelona, som vi ofte besøger og er meget glade for. Gjorde vi det, ville vi terroristerne vinde.

- Vi vil opfordre alle til at tage tilbage til terrorramte områder og på den måde vise terroristerne, at deres missioner ikke lykkes.

Hvad mener du?

Hvis du gerne vil uddybe din mening, er du meget velkommen til at skrive en kommentar til denne artikel. Tilkendegivelser kan blive citeret i den kommende lørdags klumme.

 

Kommentarer

Heldigvis har jeg været i Barcelona flere gange i fortiden. Det var dengang de nuværende "såkaldte politiske ledere i Catalonien" gik i korte drengebukser og man talte pænt spansk til os turister.

Denne tid er desværre slut. Nu skal man ikke forvente venlighed mere og hvis man "kun kan tale spansk", SÅ ER MAN BARE IKKE VELKOMMEN MERE!!

Det er trist at man nu behandler sine turister så dårligt og direkte fortæller dem at man hellere så dem holde sig fra deres dejlig by/provins.

Godt jeg bor i Mijas på Costa Del Sol og langt fra denne uvenlighed i Catalonien, for her er man bare en velset del af den Andalusiske hverdag. VIVA ESPANA :-)
Vi har været i Barcelona flere gange og i det øvrige Spanien hvert år gennem 34 år, og har allerede planeret de næste 2 rejser derned. Terrorisme optræder snart hver dag et eller andet sted på kloden, og Spanien er ikke mere udsat end andre lande i Europa og for den sags skyld andre verdensdele. Derfor forbliver Spanien vores favoritrejsemål, og vi vil ikke lade frygten tage magten, for så opnår terroristerne jo deres mål, at vi graver os ned. Viva España!!! Elsebet og Jan Norbye, Ølstykke
Allerede før den forfærdelige hændelse i Barcelona havde vi bestilt fly og overnatning der, men det har ikke fået os til at ændre noget.
Med venlig hilsen
Tom Nørgaard

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.