Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Norwegian får ny koncernchef

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/11/2019 - 09:12

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Norske Jacob Schram tiltræder den 1. januar 2020 stillingen som ny koncernchef hos Norwegian.

Siden selskabet den 11. juli i år meldte ud, at koncernchef og stifter Bjørn Kos øjeblikkeligt trak sig, har selskabets økonomidirektør Geir Karlsen været konstitueret som koncernchef og stået i spidsen for Norwegians ændrede strategi fra vækst til lønsomhed.

Nu kan Norwegian melde ud, at Jacob Schram tiltræder som ny koncernchef fra den 1. januar. Geir Karlsen fortsætter som økonomidirektør og vicekoncernchef.

I pressemeddelelsen fra Norwegian onsdag den 20. januar hedder det:

- Jeg er meget tilfreds med at kunne meddele, at vi i dag har ansat Jacob Schram som ny koncernchef i Norwegian efter en grundig søgeproces. Hans omfattende ledererfaring fra globale selskaber, tydelige kundeorientering og evne til at skabe værdi er netop, hvad Norwegian har brug for, nu hvor selskabet går over i en ny fase, hvor væksten aftager, og hvor vi fokuserer på lønsomhed. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Jacob Schram og resten af ledelsen i Norwegian. Sammen skal vi videreudvikle selskabet og fortsat skabe forbedringer til vores kunders, medarbejderes og aktionærers bedste, siger bestyrelsesformand i Norwegian Niels Smedegaard.

- Jeg vil også rette en særlig tak til finansdirektør Geir Karlsen for det enestående arbejde, han har udført, efter Bjørn Kjos trak sig tilbage i juli. Gennem de seneste måneder har selskabet taget en række initiativer, der har givet betydelige finansielle forbedringer. Resultatet i tredje kvartal var det bedste i Norwegians historie, og selskabet har gennemført en række tiltag for at forbedre lønsomheden og likviditeten. Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at Geir har besluttet at fokusere fuldt ud på rollen som finansdirektør. Han vil også fortsætte som vicekoncernchef i Norwegian. Med Jacob Schram og Geir Karlsen i topledelsen har vi et solidt team på plads til at videreføre Norwegian, siger Smedegaard.

Nordmanden Jacob Schram (57) har 30 års erfaring fra store internationale selskaber. Han har tidligere haft lederroller i Circle K, Statoil Fuel & Retail (SFR), McDonald’s og McKinsey. Som koncernchef varetog han børsnoteringen af Statoil Fuel & Retail ASA i 2020. Da canadiske Couche-Tard opkøbte SFR i 2012, indtrådte Schram i den globale ledelse som Group President for Europa, en stilling han bestred, indtil han stoppede i 2018. Schram tog initiativ til og varetog den globale rebranding Circle K, som omfattede 10.000 stationer i Couche-Tards internationale netværk.

Schram har også markeret sig som forfatter til bogen ”The essence of business”. Han har i tiden efter Circle K fokuseret på egne investeringer inden for start-ups, foredrag i forbindelse med sin bog og ”Future Mobility 2030”, samt fungeret som Senior Advisor i McKinsey. Schram har en mastergrad i økonomi fra Copenhagen Business School.

- Norwegian har skrevet luftfartshistorie, og det er en ære at blive udnævnt til koncernchef i dette selskab. Luftfartsindustrien er præget af stærk konkurrence og uforudsete hændelser, men frem for alt er luftfarten helt afgørende for rigtig mange mennesker. Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer til at bygge videre på det grundlag, Bjørn Kjos, Geir Karlsen og resten af Norwegian-ledelsen har skabt sammen med dygtige medarbejdere i selskabet. Min vigtigste opgave fremover vil være at bringe Norwegian tilbage til lønsomhed og yderligere cementere positionen som en stærk aktør i international luftfart, siger kommende koncernchef Jacob Schram.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.