Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Norwegian fra Málaga tvunget til landing

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 13/06/2019 - 07:00

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Trods OK fra de europæiske flyvemyndigheder sagde både Frankrig og Tyskland nej til overflyvning.

Mange har siden den 12. marts nok bemærket, at der på højre hånd ved indkørslen til Málaga Lufthavn har stået et Norwegian fly parkeret.

Det var ét af Norwegians Boeing 737 MAX-fly, der blev ramt af flyveforbud efter de to katastrofale dødsulykker med den nye flytype.

Norwegian ønsker imidlertid, at få så mange af selskabets 18 nødstedte MAX-fly som muligt placeret samme sted, så det vil være lettere rent logistisk at klargøre flyene, når de igen skal på vingerne.

Derfor besluttede Norwegian onsdag morgen at foretage en såkaldt repositioneringsflyvning, hvilket vil sige uden passagerer, fra Málaga til Stockholm.

Troede det var OK

- Vi havde fået alle de nødvendige tilladelser til flyvningen fra EASA. Flightplan var godkendt af Eurocontrol og de svenske luftfartsmundigheder, og vi havde godkendelse til at lande i Arlanda-lufthavnen. Lige før flyet fløj ind tysk luftrum, meddelte de franske og tyske myndigheder, at der ikke var tilladt at foretage repositioneringsflyvninger med MAX-fly i deres luftrum, forklarer kommunikationschef Andreas Hjørnholm fra Norwegian til CHECK-IN.dk.

Hertil og ikke længere

Med fælles europæiske regler eller ej, så endte flyvningen, da de franske luftfartsmyndigheder tvang flyet til at lande. Hverken de franske eller tyske luftfartsmyndigheder tillod overflyvning med et 737 MAX-fly.

Flyet befandt sig derfor onsdag eftermiddag i den franske lufthavn Aérport Paris-Vatry og afventer nu det videre forløb.

Fra den tyske lufttrafikkontrol DFS Deutsche Flugsicherung hedder det til det tyske luftfartsmedie aero.de, at Norwegian tirsdag aften søgte om tilladelse til at flyve gennem tysk luftrum, selvom det er lukket for samtlige Boeing 737 MAX uanset formål.

- Vi venter nu på, at de franske myndigheder giver tilladelse til, at der kan flyves videre til Stockholm, siger Andreas Hjørnholm.

Hvis ikke Norwegian får tilladelsen fra de tyske myndigheder, kan det være nødvendigt at flyve en anden rute for at nå frem til den svenske hovedstad.

Skandale

Boeings MAX-sag har udviklet sig til en sand skandale. Mange passagerer siger, at de slet ikke vil flyve med MAX-fly, flyselskaber kræver erstatninger for deres køb af MAX-fly, andre selskaber har annulleret ordrer på flytypen, og ingen ved endnu, hvornår der kommer tilladelser fra luftfartsmyndighederne til, at MAX-fly kommer på vingerne igen.

Denne gang tager de europæiske luftfartsmyndigheder nemlig ikke en godkendelse fra de amerikanske for gode varer. Derfor er tidspunktet for endelig godkendelse fortsat ukendt.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.