Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Norwegian strammer livremmen

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 17/01/2019 - 12:20

Fly & trafik

FLY & REJSER: Tre spanske Norwegian-baser får sparekniven, men hvad betyder det for de rejsende?

I slutningen af sidste år udmeldte Norwegian, at man havde tænkt sig at gå butikken efter i sømmene og skære det fra, der ikke bidrager nok til bundlinjen.

Nu er det kommet frem, at selskabet vil lukke seks baser, og herunder er halvdelen i Spanien.

Helt konkret drejer det sig om baserne: Palma de Mallorca, Las Palmas på Gran Canaria og Tenerife og derudover Rom-Fiumicino i Italien og Stewart og Providence på den amerikanske østkyst.

Spareplanen vil heldigvis ikke påvirke nogen af baserne i Barcelona, Alicante, Málaga eller Madrid.

Beskytter personale

Norwegian oplyser, at selskabet ønsker at tilpasse sin forretning på en måde, som betyder færrest mulige fyringer.

- Vi er taknemmelige for vores besætninger på de berørte baser og for deres hårde arbejde og engagement, og vores mål er at sikre, at så få kolleger som muligt bliver påvirket, siger Norwegians kommercielle koncerndirektør, Helga Bollmann Leknes til Check-in.dk

Det skal blandt andet ske ved at omskole mange af de berørte ansatte til de større Boeing 787 Dreamliner-fly.

Selskabets flyvende personale vil blive tilbudt overførsler til Norwegians andre baser i Oslo, Stockholm og Madrid.

Nedlukningen kan derfor godt blive et længerevarende projekt. Selvom den første base drejer nøglen om allerede til april, er det først mod udgangen af 2019, at selskabet forventer at være færdige med omstruktureringen.

- Selskabet har nået et punkt, hvor det skal foretage nødvendige justeringer af sin ruteportefølje for at forbedre bæredygtigheden og den økonomiske udvikling i dette meget konkurrenceprægede miljø. Beslutningen om rutevurderingen er nu blevet meddelt alle fagforeningerne, og vi har allerede startet dialogen, siger Leknes til branchemediet.

Helga Bollmann Leknes, kommerciel koncerndirektør i Norwegian

Danskerne går fri

Hvis man sidder og bliver lidt bleg i ansigtet ved tanken om, at ens sædvanlige Spanien-rute kan være påvirket, kan man roligt slå koldt vand i blodet.

Den eneste berørte, danske rute er fra Palma til København, og den reduceres “kun” fra 14 til 13 ugentlige afgange.

Der skulle altså stadig være rig mulighed for at rejste til De Kanariske Øer fra den danske hovedstad.

Andre ugentlige ruter, der får sparekniven at mærke i Palma, er ifølge Diariodemallorca:

Oslo - Fra ni til otte

Düsseldorf - Fra ni til syv

Helsinki - Fra syv til seks

Der er ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om, hvad lukningerne kommer til at betyde for rejsende, der benytter de andre baser.

Når alt er sagt og gjort, vil Norwegian stadig have 122 ruter i Spanien, hvor selskabet sidste år transporterede 8,9 millioner passagerer.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.