Ahhh - pause fra hedebølgen
Skrevet af Kathrine Hesner, Simon Koefoed Toft, fre, 14/08/2015 - 10:14
Vejr og natur
VEJR: Endelig, endelig, endelig! Nu får vi en velfortjent pause fra den værste sommerhede. Der er i dag varmevarsel i NUL provinser.
Sommeren har været uoverskueligt varm i Spanien dette år, så heldigvis kan vi i denne artikel bringe godt nyt til dig, der trænger til at lægge sved-overskægget på hylden.
I det mindste indtil søndag.
Kold luftmasse fra Atlanterhavet forårsager i dag et fald i temperaturerne til stort set hele halvøen, og dermed får halvdelen af landet i dag under 30 grader.
Af andre finurligheder fra vejrguderne i dag kommer der lokalt kraftige byger i det nordøstlige Catalonien og perioder med kraftig vind i den østlige ende af Biscayabugten, Ampurdán og ved De Kanariske Øer.
Sådan lyder meldingen fra Meteorologisk Institut, Aemet, i dag.
Store temperaturfald
Mest mærkbar bliver temperaturfaldet langs den nordlige Atlanterhavskyst, den østlige del af halvøen samt på Balearerne og De Kanariske Øer - særligt i Pyrenæerne, Ebro-dalen og den østlige halvdel af fastlandet bliver der skruet gevaldigt ned.
Men lad os se tage nogle konkrete eksempler, hvor det virkeligt rykker. I Valencia bliver det ni grader køligere i dag i forhold til i går, i Alicante syv, Castellón de la Plana, Murcia, Pamplona og Zaragoza seks og Logroño og Teruel fem.
Koldest og varmest
Provinshovedstæder eller autonome byer med de højeste temperaturer i dag er Murcia (35), Córdoba og Málaga (34), Granada og Melilla (33), Ceuta (32), Alicante, Badajóz, Sevilla og Palma de Mallorca (31) og Huelva, Jaen, Santa Cruz de Tenerife og Toledo (30).
Køligst bliver det i Lugo og Oviedo (19), Pontevedra (20) og A Coruña, Burgos, Pamplona, San Sebastián og Santander (21).
Regn og overskyet
Den nordligste del af fastland har overskyet himmel i dag med let regn i det nordlige Galicien, langs Atlanterhavskysten og i Pyrenæerne, som lokalt kan være moderat i den østlige ende af Atlanterhavskysten og Pyrenæerne. Derudover tung nedbør samt tordenbyger i det nordøstlige Catalonien.
Nedbøren breder sig muligvis i løbet af dagen til resten af Galicien, den øvre Ebro-dal, den sydlige del af De Iberiske Randbjerge og på Balearerne.
De Iberiske Randbjerge
I resten af de nordlige, indre egne mest overskyet, mens resten af halvøen har stort set skyfri himmel – dog med perioder enkelte steder med højtliggende skylag.
Kraftig blæst nogle steder
Vestenvind rammer den andalusiske kyst, mens vinden primært kommer fra nordvest på resten af halvøen undtagen i Levante-området, hvor den kommer fra skiftende retninger. Nordenvind i Ampurdán og på Balearerne og De Kanariske Øer.
Der advares i øvrigt om perioder med stærk vind i den østlige ende af den nordlige Atlanterhavskyst, Ampurdán og på De Kanariske Øer.
Vejret i storbyerne
Madrid starter dagen med sol fra en klar himmel, men der kommer lidt skyer fra midt på dagen, og i aften bliver der helt overskyet. Temperaturen kommer til at svinge mellem 15 og 26 grader.
Barcelona får en smule regn at starte dagen på, men det stopper i løbet af formiddagen. I eftermiddag bliver der delvist skyet og tørt, men i aften vender regnen tilbage. Der bliver mellem 20 og 27 grader.
Vejret i Spanien fredag klokken 14:00
Valencia vågner op til sol fra en skyfri himmel, men i løbet af dagen kommer der flere og flere skyer, og i aften bliver der overskyet. Temperaturen kommer til at bevæge sig mellem 23 og 30 grader.
Málaga kan se frem til en flot dag at skyde sin byfest i gang på. Solen kommer til at skinne fra en klar himmel hele dagen, mens der bliver 24 til 29 grader.
Vejret i Spanien, lørdag klokken 14:00
Vejret på øerne
Mallorca starter med delvist skyet vejr, og midt på dagen kommer det til at regne. I aften holder det dog tørt, mens det bliver delvist skyet. Termometeret kommer til at svinge mellem 22 og 31 grader.
Gran Canaria får et ordentligt regnskyl at starte dagen på, men fra middagstid ser det ud til at holde tørt resten af dagen, hvor solen ikke vil vise sig meget. Der bliver 21 til 26 grader.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.