Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ny alarmtilstand vedtaget

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 30/10/2020 - 08:04

Coronavirus Samfund og Politik

CORONA & POLITIK: Hård kritik mod fraværende Premierminister, der både blev fordømt og anklaget for at være en tyran.

Spanien vil fra den 9. november være i en ny alarmtilstand indtil marts 2021 og om nødvendigt indtil maj.

Det blev i går vedtaget i Kongressen med støtte fra 194 af de i alt 350 medlemmer. Kun Vox med sine 52 medlemmer og talsmanden for Foro Asturias stemte imod. 

PP, EH Bildu og JxCat undlod at stemme, mens resten inklusive Ciudadanos stemte for.

Premierminister Pedro Sánchez ønskede, at alarmtilstanden skulle være gældende i seks måneder.

Med påstand om, at det ikke kunne være meningen, at Sánchez fik carte blanche i så lang en periode, krævede støttepartiet ERC, at Sánchez skulle redegøre for udviklingen hver anden måned i Kongressen. Derudover blev alarmtilstandens varighed sat til marts med mulighed for forlængelse til maj.

Forlængelsen vil forudsætte, at regeringen er enig herom sammen med de selvstyrende regioner.

Det var Sundhedsministeren Salvador Illa, der førte ordet på regeringens vegne. Sánhez holdt sig i den absolutte baggrund. Ja, faktisk var han ikke engang til stede i salen, da oppositionen kom med deres kritik.

Salvador Illa understregede at hårde måneder venter forude. 

- En lang vinter med normalt mange festlige begivenheder står for døren, og vi er i en usikker situation, indtil de første vacciner kommer. Jeg opfordrer til, at befolkningen ikke mister modet, når de skal overholde restriktionerne. Men det kan koste menneskeliv, hvis vi ikke gør det, sagde Illa

Tyran i praksis

PP’s leder Pablo Casado sparede ikke på kritikken og hårde ord. Han anklagede Sánchez for at have indført alarmtilstanden, fordi Sánchez har det bedst med at regere ved dekreter uden lovgivningsmæssigt grundlag og uden muligheden for kontrol fra domstolene. 

- Regeringen har ikke ville forhandle noget som helst med os, og den omfattende alarmtilstand vil torpedere juletiden for borgerne, sagde Casado.

Pedro Sánchez’ fravær blev betragtet som arrogance for Kongressen og stærkt kritiseret af de fleste. 

Casado, der alligevel blev PP’s mand på talerstolen, talte til den fraværende regeringschef og fordømte, at han ikke turde vise ansigt. Santiago Abascal fra Vox beskrev Sánchez som en “tyran i praksis” der ledede et diktatur.

Inés Arrimadas, Ciudadanos’ leder stemte for alarmtilstanden, men sammenlignede Sánchez med PP’s tidligere leder Mariano Rajoy, der også holdt sig væk under mistillidsdebatten mod ham. Mistillidsafstemningen var netop rejst af Sánchez, hvor han lykkedes med at vælte Rajoy.

 
 

Kommentarer

Hvad går alarmtilsytanden ud på andet end lukning af nattelivet? Er der flere restriktioner? Eller kan de besluttes af de enkelte regioner?

Hej Else

Det er der vist ingen, der ved endnu... Alt skal jo koordineres med de enkelte regioner. Nu har alle jo været optaget af begrænsningerne i den nuværende puente. Vi må sikekrt pænt vente, til den nuværense alarmtilstand udløber 9. november, hvis jeg kender de spanske politikere vel.

Bedste hilsner

Torben W

 

Hej Torben!
Blev lidt forvirret mht alarmtilstanden. Betyder det, at hvis vi rejser til Danmark i julen - ikke kan komme tilbage igen til februar?
Bor i Torrevieja - rejser via Alicante lufthavn.
Med venlig hilsen - og på forhånd tak.
Lasse

Hej Lasse

Du er med garanti ikke den eneste, der er blevet forvirret. 

Risiko for ikke at kunne komme tilbage i februar? Så skulle det være fordi Spanien har indført indrejseforbud. Sandsynligt? Det vil være skrækkeligt for økonomien. Nu er der jo trods alt et stykke tid til jul, så vent lidt og se...

Bedste hilsner

Torben W

 

Hej Torben!
Super - tak.
Vi vil følge situationen via SpanieniDag.
Med venlig hilsen
Lasse

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.