Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ny kandidat som PSOE-boss

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 16/01/2017 - 11:43

Samfund og Politik

POLITIK: Det vingeskudte socialdemokrati har i weekenden sat dato på både primærvalgene og kongressen.

Uden enighed i forretningsudvalget, der midlertidigt styrer PSOE, er primærvalgene fastlagt til maj og PSOEs kongres til den 17. og 18. juni 2017.

Søndag meldte Patxi López sig som kandidat til posten som partiets generalsekretær og som afløser for detroniserede Pedro Sánchez, der blev sat fra bestillingen i efteråret, men som lige siden har spøgt i baggrunden.

Patxi López er 57 år og huskes sikkert bedst som den, der blev præsident for Kongressen efter valget i december 2015. Men den post stoppede, da Kongressen blev opløst i maj 2016.

I perioden 2009 - 2012 var Patxi López præsident for regionsregeringen i Baskerlandet og har derudover bestridt andre topposter i PSOE.

- Jeg føler, at jeg har styrken til at rekonstruere partiet, forene hele partiet og præsentere resultatet for samfundet, sagde López under en pressekonference søndag og tilføjede:

- Fra dette øjeblik, hvor jeg har præsenteret mit kandidatur, er jeg klar over, at min arv både er det gode og dårlige i PSOE.

Smertestillende medicin

Patxi López er også kommet med nogle af hans visioner for partiet:

- PSOE skal være et krævende venstreparti og ikke et parti, der virker som smertestillende medicin for højreregeringen.

Med udtalelsen krævede han en venstredrejning af partiet. 

López var blandt de PSOE-politikere, der var modstandere af at undlade at stemme ved indsættelsen af Rajoy-regeringen.

Udstrakt hånd?

Patxi López tilkendegav også, at det er hans ønske at kunne inkludere Pedro Sánchez i sit kommende projekt.

Det betinger dog, at Pedro Sánchez ikke selv vælger at stille op som modkandidat.

Nu bliver det interessant at følge med i, hvilke andre kandidater, der vil stille op til topposten som generalsekretær for partiet.

Hvis PSOE nogensinde igen vil få regeringsmagten er generalsekretæren jo den, der bliver regeringschef.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.