Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nye lukninger

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 29/10/2020 - 09:05

Coronavirus

CORONA: Andalusien og flere andre spanske regioner lukker for ind- og udkørsel som en ekstra sikkerhed, men de internationale grænser er fortsat åbne.

Andalusien meldte i går ud, at man lukker sine ydre grænser for ind- og udkørsel samt opretholder udgangsforbuddet, men strammer yderligere, så restauranter og barer skal lukke senest klokken 22:30 frem til den 9. november.

Regionen har også slået ring om 19 kommuner i den nordlige del af regionen. Ingen af kystkommunerne er pt. lukket.

Men inden alle bliver alt for forskrækkede og triste, skal vi lige understrege, at lukningerne i høj grad skal ses som et sikkerhedsværn mod andre områder, hvor situationen pt. er værre - såsom Madrid. 

Andalusien har - ligesom regionerne tæt på den spanske hovedstad Castilla la Mancha og Castilla León, i går træffet foranstaltningerne ud fra et forsigtighedsprincip. De nye regler gælder fra fredag.

Det sker ikke kun i forbindelse med den kommende helligdagsweekend ‘puente de Santos’ denne uge, men også den efterfølgende weekend, puente Almudena, der er regional helligdag i Madrid. 

I den forbindelse er der tradition for, at de spanske storfamilier mødes og er sammen. 

Langt de fleste af landets regioner har derfor nu slået ring om sig indtil 9. november for at undgå, at folk fra andre regioner kommer på miniferie og bringer smitte med sig.

NEJ, grænser lukker ikke

I forbindelse med de nye regler og lukninger af regioner, kommer flere nu i tvivl og spørger: Bliver de internationale grænser så lukket igen?

Til det er der et helt utroligt enkelt svar midt i en ellers kompliceret situation:

NEJ!

Grænserne lukker ikke og som dansk statsborger kan du altid komme hjem til Danmark - uanset hvad. 

Du kan også fortsat lande i en spansk lufthavn og forlade den uden problemer, så længe du har udfyldt den særlige rejseformular ved indrejsen.

Hvis du ankommer sent eller meget tidligt, må du pt. ikke få venner eller familie til at hente dig, da det nationale udgangsforbud fortsat er gældende, men så kan man jo tage en taxi eller leje en bil og dermed støtte det lokale erhvervsliv, som jo i dén grad trænger til lidt hjælp. Læs mere her

Begrænsningerne på den frie bevægelighed påvirker IKKE flypassagerer i transit. Der er forskellige terminaler og gates, der er lukket lige pt. Klik her for en oversigt over de enkelte lufthavne

 
 

Kommentarer

SPANIEN: Myndighederne i 12 spanske regioner (Cantabrien, Castilla y León, Castilla La Mancha, Madrid, Navarra, Andalusien, Aragón, Asturien, Baskerlandet, Catalonien, La Rioja og Murcia) indfører ind- og udrejserestriktioner. Restriktionerne betyder, at personer, heriblandt danske rejsende i et turistøjemed, vil blive nægtet indrejse i regionerne. Undtaget er personer, der skal på arbejde eller har andre vigtige dokumenterbare ærinder (eks. erhvervsrejse, lægebesøg eller a. lign.). Transit gennem de berørte regioner er fortsat muligt. Restriktionernes varighed vil variere blandt regionerne. Du bør altid følge lokale myndigheders anvisninger. Læs mere hos den danske ambassade i Madrid: https://spanien.um.dk/da/rejse-og-ophold/nycoronavirus-covid19/
Betyder det at man ikke frem til 9. november kan køre ud af Andalusien i egen bil - ? vh henrik

Hej Henrik

Du får lige et redigeret svar:

Med gårsdagens BOJA blev det specificeret, at hele Andalusien pr i dag den 30. oktober er lukket frem til den 9. november. Det betyder, at du ikke må køre ud af eller ind i regionen, med mindre du har en god grund.

 

Gyldig grund kan være, du er på vej til din primære bolig, på vej til Danmark, arbejde, hjælpe ældre, i din bank eller noget retsligt.

Bedste hilsner

Torben W og Kathrine

Kan man køre fra DK til Marbella, eller er det umuligt?

Hej Morten

Hvornår er det din plan at køre?

Bedste hilsner

Torben W

Tirsdag 4/11

Hej igen Morten

Henviser til min opringning til dig på grund af de helt specielle forhold ved din kørsel.

Torben W

De specielle forhold kunne måske være interessant for andre at læse om.
Da jeg er sikker på at mange sidder på spring til at køre hvis det er muligt at komme igennem uden problemer, samt at have mulighed for overnatning undervejs i Tyskland Frankrig og Spanien

Hej Peter

Der var i dette tilfælde tale om godstransport med et erhvervskøretøj, der falder uden for alle regler.

Lige nu er der nærmest kaos fordi så mange lukker ned i forbindelse med den nu forestående fri-weekend i anledning af Alle Helgenes Dag.

Derefter vil alt blive mere overskueligt..

Bedste hilsner

Torben W

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.