Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nykredits syn på boligpriserne i Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 16/01/2019 - 07:00

Bolig

BOLIG: Udsigt til at fremgangen på boligmarkedet fortsætter i 2019 efter nye stigninger i sidste kvartal i 2018.

I de seneste år har Spanien været en vækstmæssig succeshistorie, men som resten af Europa har Spanien i 2018 tabt luft. Selvom væksten for første gang i fire år sandsynligvis ender lidt under 3%, så er den spanske økonomi klart den stærkere blandt de store europæiske økonomier. 

Det skriver Nykredit i sin vurdering af boligprisudviklingen i Spanien og fortsætter:

Bidrager til økonomien

I 3. kvartal 2018 voksede økonomien med 2,5% i forhold til 3. kvartal 2017, og væksten var primært drevet af pæne bidrag fra den indenlandske efterspørgsel. Kombinationen af bedring i det finansielle system, pause i opstramningspolitikken og reformer på udvalgte områder er en perfekt cocktail for væksten. 

Samtidig har fremrykkelsen af reformer bidraget til at øge konkurrenceevnen, hvilket bl.a. har ført til, at landets kreditvurdering er blevet opgraderet af ratingbureauerne Fitch, S&P og Moody’s. Vi forventer forsat høj vækst i 2019, hvor bedringen i boligpriserne begynder at bidrage til økonomien, og vi skønner en BNP-vækst på 2,5% i 2019, hvilket stort set vil være på linje med væksten i 2018.

Risiko for politisk usikkerhed

I juni fik Spanien en ny socialdemokratisk regering under Pedro Sánchez. Den siddende regerings ønsker om større social understøttelse samt en forhøjelse af selskabsskatterne har mødt stor modstand, hvorfor Spanien i 2019 kan blive ramt af ny politisk usikkerhed i form af nyvalg. 

I det meste af 2016 var Spanien dog uden regering, da ingen kunne finde parlamentarisk opbakning, hvilket dog langtfra bremsede det økonomiske opsving. Foruden politisk uro er arbejdsløsheden i Spanien fortsat høj sammenlignet med andre lande i euroområdet:

14,6% i 3. kvartal 2018. Siden 1. kvartal 2013 er ledigheden blevet nedbragt med 12,3%-point, og samtidig er erhvervsfrekvensen øget. Ungdomsarbejdsløsheden er dog med 39% (i 2017) blandt Europas højeste, og der er således fortsat plads til forbedringer på arbejdsmarkedet.

Boligpriserne stiger mere end lønningerne

Den generelle bedring i økonomien afspejler sig i boligpriserne, og fremgangen på boligmarkedet er således fortsat i 2018. I 3. kvartal 2018 steg priserne med 3,2% i forhold til 3. kvartal 2017, og ifølge valuarvirksomheden Tinsa er priserne steget med yderligere 1% fra september til november 2018, når der tages højde for den normale sæsonudvikling.

I den seneste tid er boligpriserne steget mere end indkomsterne. Det holder snor i boligpriserne, selvom det er fra et lavt udgangspunkt. I det seneste år er priserne steget i hele landet med Barcelona, Madrid, Ceuta og Melilla i spidsen, hvor den årlige prisstigningstakt ligger i omegnen af 9-11%. Nykredit Markets forventer, at bedringen på boligmarkedet vil fortsætte, og at priserne samlet set vil stige med 4-5% i 2019.

Kilde: Nykredit

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.