Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nyt politisk kaos venter i dag

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 17/01/2018 - 08:13

Samfund og Politik

CATALONIEN: Når det catalanske parlament samles i dag, er det langt fra givet, hvad der kommer til at ske.

Efter valget den 21. december bevarede de separatistiske partier deres flertal, men det var knebent. 70 ud af parlamentets 135 pladser fordelte sig mellem JxCat, ERC og CUP, der alle går ind for uafhængighed, men med vidt forskellige syn på stort set alt andet.

Plan A er i eksil og plan B er i fængsel

Nu skal parlamentet vælge en ny præsident, og det er ikke så ligetil. Normalt får lederen af de største parti præsidentposten og i nogle tilfælde det næststørste. Dog vil Carles Puigdemont (JxCat) næppe være tilstede, og Oriol Junqueras (ERC) vil helt sikkert ikke være det.

Carles Puigdemont tog flugten til Belgien, kort efter den spanske centralregering aktiverede artikel 155 og opløste det catalanske parlament. I det øjeblik, han igen sætter foden på spansk jord, bliver han anholdt. Det er allerede sket for Oriol Junqueras, der fortsat sidder fængslet.

Skype-præsidenten melder sin ankomst

Carles Puigdemont har siden taget hul på en tilværelse som eksilpolitiker, og hans plan er at indtage præsidentposten uden at være til stede under debatten. Det skriver flere spanske medier.

Han har allerede deltaget i en partikongres via en videokonference, og ved denne lejlighed forsømte han ikke muligheden for at fyre en politisk bredside af sted mod Madrid.

- De regerer Catalonien uden skam fra Madrid med 4 pct. af stemmerne - Partido Populars resultat ved regionalvalget d. 21. december - og så siger de, at man ikke kan regere fra eksil eller fængslet med 47 pct. af de catalanske stemmer”, sagde Puigdemont ifølge avisen El País.

Samtidig kaldte han det for demokratisk svindel, hvis han ikke kan få lov at blive præsident.

Artikel 155 står ved magt

Den vending kommer han formentlig til at gentage inden så længe. Præsident Mariano Rajoy har nemlig sagt, at artikel 155 bliver opretholdt, hvis Puigdemont forsøger at blive valgt uden at være til stede. Det skriver den catalanske avis La Vanguardia.

Og det kan Rajoy sagtens gøre, for den spanske forfatning nævner ikke noget konkret om, hvor længe denne artikel kan gælde, når den først er aktiveret. Den gælder “indtil situationen atter er normal”, hvilket er et temmeligt åbent spørgsmål.

Selv Puigdemonts forgænger Artur Mas, der også er separatist, indrømmer ifølge La Vanguardia, at det ville være uden for det normale at vælge en præsident, som ikke er tilstede.

Separatisterne har allerede taget kontrol med “La Mesa”, som er et organ inden for parlamentet, der kontrollerer det politiske arbejde. Det bliver også uden tvivl en separatist, der bliver valgt som præsident. Men om det bliver via en Skype-forbindelse, ved vi først senere i dag.

 

Kommentarer

Fin artikel Som en ide til en baggrundsartikel, så tror jeg at mange læsere vil være interesserede i at vide hvad og hvilket program de små seperatistpartier står for CUP, JxCat etc. Hans
Det står i denne artikel: https://www.spanienidag.es/spanske/nyheder/premium/hvad-er-hvad-i-catalonien

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.