Ofre føler sig svigtede
Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 03/09/2018 - 11:12
Krimi og katastrofe
KRIMI: De har mistet millioner, og nu beskylder ofre for boligsvindel lovgivningen for at favorisere banker frem for mennesker.
Omkring 200 boligkøbere står tilbage med tomme lommer og knuste drømme efter at være blevet ofre for en af de største sager om boligsvindel i De Baleariske Øers historie.
Selskabet 'Mallorca Investment' solgte luftkasteller. Firmaet tilbød at bygge lækre ejendomme til under markedsprisen, men problemet var bare, at boligerne aldrig blev opført.
I alt blev der bedraget for omkring fire millioner euro.
Læs mere om svindelnummeret her https://www.spanienidag.es/spanske/nyheder/premium/200-boligk-bere-snydt-af-svindler
Nu kritiserer flere af ofrene den spanske lovgivning for at være for svag på området. De kræver, at der kommer nye reguleringer, for at undgå det sker igen.
Det skriver Elpais.com.
Storstilet sagsanlæg
Allerede i maj sagsøgte flere af boligkøberne firmaet og forlangte, at alle dets bankkonti blev indefrosset, samt at en international arrestordre på bagmanden blev udstedt.
I alt tilsluttede omkring 200 personer sig sagsanlægget. Blandt ofrene er alt fra unge par til pensionister og familier med små børn.
"Vi mistænkte, at det var en bedragerisag. Vi mødtes med en advokat, som bekræftede den mistanke. Han sagde, at det lignede et pyramidespil”, lyder det i en erklæring fra ofrene.
I nogle tilfælde har boligkøberne betalt svindelfirmaet op til 200.000 euro. I gennemsnit har hver person tabt omkring 30.000 euro.
Pengene er tabt
Ofrene klager nu over, at den spanske lovgivning ikke beskytter dem godt nok.
Siden en lovændring i 2006 er man ikke længere berettiget få sine penge tilbage fra banker eller forsikringsselskaber, hvis man har mistet dem ved køb af ubyggede boliger.
"Vi stolede alle på, at hvis vi lavede en bankoverførsel til et ejendomsselskabs virksomhedskonto, ville vores penge være beskyttet”, skriver de snydte boligkøbere.
Ofrene mener, at loven bør beskytte dem frem for bankerne. De håber nu på, at de spanske myndigheder vil arbejde på at sikre, at lignende hændelser ikke kan finde sted igen i fremtiden.
"Nu kan vi ikke gøre andet end at håbe på, at vores penge ikke er blevet brugt på casinoer og luksushoteller”, lyder det i den fælles udtalelse.
Kan måske også interessere dig
Valencia-præsidenten Carlos Mazón træder tilbage
VIDEO: Carlos Mazóns lange frokost med den kvindelige journalist, lige inden 229 mennesker døde, blev hans Waterloo.
Kæmpekarikaturer i Nerjas gader - Bienvenido, Sting - Lønninger på op til 5.500 euro
Kort og godt om lidt af hvert i tekst, billeder og video …
Årets mest magiske og vilde julebelysninger
Meget kan man sige, men spanierne gør aldrig noget halvt!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.



















