OK at være vindøjet af forvirring

Vi har nu erfaret, at hvis man i ét EU-land bliver sigtet for en forbrydelse, der ikke er en forbrydelse i et andet EU-land, så skal man bare flygte dertil.

Cataloniens tidligere præsident Carles Puigdemont  kan vel efterhånden betegnes som en legende. Selvom han næppe kan betegnes som en helgen for de fleste.

Det var godt nok ikke Puigdemont, der planlagde at skulle blive arresteret i Tyskland, hvor en dommer løslod ham, fordi hans sigtelse i Spanien for oprør ikke er en forbrydelse i Tyskland. Der manglede nemlig vold og blod i hans oprør.

Senere kom det frem, at den tyske anklagemyndighed nok heller ikke kunne udlevere Puigdemont på grundlag af sigtelsen om misbrug af offentlige midler. 

Skulle han heller ikke blive udleveret på den sigtelse, ville en konsekvens af den europæiske Euroorden formodentlig være, at han kunne vende tilbage til Spanien som en fri mand.

Nu er jurister fra Spaniens højesteret imidlertid taget til Tyskland for der at diskutere, hvad ‘oprør’ egentlig er for den tyske anklagemyndighed.

Samtidig har det hidtidige venskab mellem Premierminister Mariano Rajoy og kansler Angela Merkel slået revner.

Ikke noget at sige til, at Puigdemont både smiler og griner.

Forvirret?

Det alternative blod

Kan man egentlig ikke godt forestille sig, at oprør mod et eller andet godt kan finde sted med andre midler?

Vi befinder os jo i en tid, hvor ondskaben har andre værktøjer end knive og sabler.

Facebook for eksempel med grundlægger Mark Zuckerberg, der i 2017 blev verdens femte-rigeste mand. Medlemmer både i Senatet og Kongressen synes ikke, det er OK, at han har solgt dine og 87 millioner andres data til England eller været en faktor i det seneste amerikanske præsidentvalg. Selvom han slet ikke har blod på hænderne.

Facebook er også kendt som et hyppigt værktøj i personforfølgelser og beskidt sprog. Det kom dog tilsyneladende ikke op i hverken Senatet eller Kongressen. De emner handler jo ikke så meget om penge.

Forvirret?

Missiler og fodbold

Mens vi er ovre i USA, var det også nyt, at en krigserklæring blev leveret på twitter.

Det skete efter det mulige giftgas-angreb på civilbefolkningen i Syrien. Selvom den franske præsident Macron har beviser for, at det er sandt, er det dog betryggende, at Trumph afventer endelige beviser.

Det koordinerede angreb af USA, Storbritannien og Frankrig mod Syrien natten til lørdag var ikke kendt ved redaktionens afslutning.

Umuligt er det jo ikke, at nogen kan have sat den video i scene, hvor børn sprayes i munden og spules med vandslanger. Trumph har ellers fået opbakning fra andre lande til at deltage i et angreb. Bortset fra Danmark, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt, at Danmark “naturligvis” ikke vil deltage. Nye toner i forhold til Danmarks tidligere deltagelse i militære aktiviteter i Mellemøsten.

Forvirret?

Schmeichel

Storbritannien og andre europæiske lande var hurtige til at udvise russiske diplomater, da Theresa May fortalte, at Rusland stod bag mordforsøget på den tidligere spion og hans datter i Storbritannien.

Nu påstås det også, at Rusland står bag giftgas-angrebet i Syrien, og begavede kræfter i Storbritannien - inspireret af Peter Scmeichels propaganderende for Rusland - foreslår nu, at man boykotter VM i Rusland til sommer.

Måske mere effektivt end missiler?

Det er dog helt utænkeligt i følge gæster på en britisk pub. Med en pint i hånden - øl og fodbold hører jo sammen - udtalte en gæst til kamera, at det ville være helt forkert, at bruge sport som politiske repressalier.

Men bruges den netop ikke politisk? Barca i Barcelona har også brugt fodbolden politisk næsten altid.

Og så er fodbold jo fyldt med penge.

Forvirret?

Forgudet model

Overenskomstforhandlingerne i Danmark er også fyldt med penge - eller mangel på samme.

Det synes den ene side af forhandlerne i hvert tilfælde.

Men mon ikke, at størstedelen af den danske befolkning synes, at forestillingen denne gang har været den rene sæbeopera?

I alt for lang tid har befolkningen været holdt hen med usikkerhed, som igen har gjort at man ikke har turde disponere. For eksempel rejser, fordi lufthavnen ikke ville fungere, hvis strejker og lockout ville træde i kraft.

Nogle går fortsat og forguder “Den Danske Model.”

Hvorfor?

Idéen med at holde politikere væk fra forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter, er da en nuttet idé. Men det kan bare ikke lade sig gøre. Og da slet ikke, når den ene af parterne er politikere.

Og politikerne har næsten ikke bestilt andet end at propagandere i medierne: “Nu vil jeg ikke blande mig i forhandlingerne, men derfor kan jeg jo godt fortælle om vores principper.”

Også Facebook har været stopfyldt med meninger fra begge parters side. Oprør mod Den Danske Model?

Forvirret?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt