Ostehuset genåbner
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 01/08/2018 - 01:00
Mad & Vin
TURISME & GASTRONOMI: Hvis du er til mere end gummiost i skiver og plastic, er der en oplevelse i vente, hvis du alligevel er på Gran Canaria.
Efter en pause slår La Casa del Queso de Montaña Alta igen dørene op for publikum.
Her kan man se, føle, lugte og smage oste samt følge med i, hvordan de udvikler sig fra et fåreyver til en himmerigsmundfuld.
Ostehuset ligger i Guía på Gran Canaria, og mellem 10 og 14 hver dag bortset fra mandag og fredag vil du fra august kunne lære en spændende proces nærmere at kende.
Det skriver Laprovincia.es
La Casa de Queso giver besøgende mulighed for at bade sig i oplevelser med Queso de Flor de Guía, Queso de Media Flor de Guía og Queso de Guía.
Det er alle sammen beskyttede mærker, og de er ikke fra i går. Der er historie, kultur, hyrde- og fremstillingstraditioner fra fem århundreder bag den gastronomiske perle, vi nyder i dag.
Heldagstur med udsigt
Ostehuset er ikke nogen design-perle, men ostene skulle smage himmelsk
La Casa de Queso ligger passende nok midt i ostedistriktet og byder på både shop og to udstillingssale. Udenfor er der grønne områder, gode parkeringsmuligheder og adgang til udsigtspunktet Montaña Alta.
Man kan få en grundig indføring i fåreholdets glæder og problemer, og hvis man reserverer på forhånd, er der mulighed for at komme helt tæt på produktionen i værkstederne.
Og så får man naturligvis lov til at smage på de skønne oste.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.