Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

På besøg i TelefonAssistancens maskinrum

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 30/10/2021 - 07:00

Klumme

KLUMME: “Er I egentlig klar over, hvad I risikerer, hvis I indfører den TelefonAssistance?

Skræmmebilledet blev tegnet af alle, dengang vi i sensommeren 2020 undersøgte behovet for at starte en hjælpelinje for vores Amigos.

Ubestrideligt var det dog, at behovet var der. Ikke mindst på det tidspunkt, hvor usikkerheden i forbindelse med coronaen lå i alles baghoveder.

“I risikerer aldrig mere at kunne få fred!”

Vi omformulerede det med: “Nu har vi chancen for at hjælpe de mennesker, der støtter Spanien i Dag, med at få fred i sindet...”

Det var jo lige i den periode, hvor skræmmebilledet af at tage til Spanien nærmest lå i alle danskeres baghoved. Kloge venner, børn og børnebørn frarådede deres kære at rejse til Spanien, selvom smittetallene måtte være lavere i Sydens sol.

Samtidig var det jo ikke værre, end at vi kunne stoppe TelefonAssistancen, hvis vi blev stressede som forretningsmanden med de mange telefoner på billedet herover.

Man kan jo også komme til at tænke for meget over nye projekter, så en god idé dør i bekymringer...

Telefonen ringer…

Vagthavende svarer:

- Hej Inger, det er Torben - hvad kan jeg hjælpe dig med?

Pause…

- Ja, det er Inger - det virker jo! Jeg troede jeg skulle til at trykke en masse gange på knapperne og til sidst vente…

Ja, vores TelefonAssistance er bygget efter helt gammeldags principper, men vi tør da godt påstå, at det nok er den mest brugervenlige, der findes i dagens verden…

Ikke noget med at skulle opgive sit navn eller sit nummer ‘et eller-andet’ for at komme videre i opringningen. Eller trykke 1 for ‘dit’, 2 for ‘dat’, 3 for ‘dit og dat’ og 4 for ‘dat og dit.’

Telefonen ringer…

Vagthavende svarer:

- Hej Erik, det er Torben - hvad kan jeg hjælpe dig med?

- Igen pause…

- Ja, det er nu Eriks kone. Erik tror, han har tarmslyng…

- Så er det vist 112 I skal ringe til og ikke mig…

- Nej, så slemt er det vist ikke…

- Så skal I tage ned på den lokale skadestue (Urgencias)

- Men vi taler ikke spansk og dårligt engelsk. Jeg ved heller ikke, hvor skadestuen ligger...

Jeg understregede mange gange, at 112 var løsningen i en risikofyldt situation. Situationen endte dog med, at de sendte mig Eriks symptomer på dansk, jeg returnerede dem oversat til spansk sammen med oplysning om skadestuens adresse. Det var gjort på et kvarter. 

Tilfældet er en vigtig læring. Akut sygdom kan ramme os alle. Og når man tager på ophold i Spanien, skal man på forhånd undersøge, hvor den lokale skadestue ligger, så man er tryg i en sygdomssituation. Ikke noget med at skulle undersøge det, mens blodet fosser ud af fingeren, efter kniven smuttede.

Telefonen ringer…

- Torben Wilkenschildt…

- Ingen pause…

- Det er Niels Nielsen, jeg ringer fordi…

- Er du Amigos?

- Ja…

- Hvad er dit ID-nummer?

- Det kan jeg ikke huske…

- Hvad er din email?

- Jeg har flere…

- Med hvilken er du tilmeldt Amigos

- Det kan jeg ikke huske…

- Hvorfor har du ikke tilmeldt dig den gratis TelefonAssistance? Så ved vi straks, hvem du er.

Ja, det sker for tit. Og der kan gå minutter, inden vi kan nå til det, som opringningen drejer sig om. Og møgbesværligt er det for os i situationer, hvor vi ikke lige sidder med en computer foran os. Som på et tidspunkt, hvor jeg sad i en biograf og skyndte mig uden for.

Telefonen ringer…

Ja, det har den gjort op mod tusind gange, siden vi startede TelefonAssistancen.

- Der kan i bare se, hvad jeg sagde. I har ikke fået fred på noget tidspunkt!

Men sådan blev virkeligheden ikke, når vi gør status på indsatsen. Nogle samtaler har været meget korte, andre har været længere. Men et gennemsnit på fem minutter er ikke helt skævt. Bryder vi det ned til daglig tid anvendt på besvarelser bliver det 20-25 minutter. Og den tid har været det hele værd. Ikke mindst den personlige kontakt, der er opstået i samme forbindelse.

Og vi sidder jo heller ikke med gammeldags telefoner. Alle opkald besvares med en mobiltelefon, og måske sidder vi og kigger ud over Middelhavet, når den ringer. 

Hvad ringer de resterende 998 så om?

Det kan heldigvis besvares med fem ord: ‘Alt mellem himmel og jord’.

Det kan bare være et tip til at komme videre med noget, en bekræftelse af at det man har læst er korrekt. Ja, tænk selv over, hvilken tvivl, der kan vil kunne opstå hos dig.

Det er jo nok også de færreste af vores Amigos, der er født med en mobil eller tablet i hånden. Og i disse elektroniserede tider, kan tvivl let opstå hos mange.

Telefonen ringer…

Kathrine og jeg har den tradition, at vi hver fredag spiser frokost sammen. Dels for at runde ugen af, dels for at tænke i den næste uge og dels for at kunne snakke lidt sammen, uden der er nyheder på tapetet.

Så vil ‘traditionen’ også, at næsten hver gang suppen kommer på bordet, ringer telefonen.

- Hej Knud, det er Torben, hvad kan jeg hjælpe dig

- Jeg har problemer med at udfylde SPTH-indrejseformularen til Spanien…

- Øjeblik Knud, du får Kathrine, det spørgsmål er hun bedst til...

Tak Kathrine for din ufattelige tålmodighed til at hjælpe vores Amigos med løsninger.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

PS: Ind imellem forsøger ‘ikke-Amigos’ at få vores hjælp i en svær situation. Men den går altså ikke. Amigos/TelefonAssistance kan godt sammenlignes med en forsikring, som man heller ikke kan tegne efter et uheld er sket.

 

Kommentarer

Så flot service. Godt at have i baghånden.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.