Partidisciplin, partidiktatur og enøjethed

Krisen i det socialdemokratiske PSOE har for alvor fået vendt vrangen ud af de spanske partipolitiske systemer. 

I min klumme forrige lørdag spurgte jeg, om Pedro Sánchez var spion og var blevet placeret i PSOE for at lukke og slukke partiet. Jeg kunne ikke fatte, at manden ikke af sig selv havde sagt “jeg har vist ikke haft helt succes med det her”, - eller,at han var blevet fjernet.

Klummen blev ikke ét døgn gammel, før han var blevet stemt ned og sat fra bestillingen. Det var selvfølgelig ikke på grund af min klumme. Men den indikerede dog, at jeg ikke var helt forkert på den.

Hvis man så bagefter drømte lidt om, at ændringen i partiet måske kunne føre til, at Spanien fik udsigt til en regering efter 10 måneders dødvande - inklusive sidste års valgkamps-periode - ja, så kunne man hurtigt sætte forventningen på hold. 

Ude på gulvet

Det er et privilegium, at have en spanier ansat på sit kontor - og tilmed en begavet én af slagsen. Det er Carmen, min IT-Quinde.

Carmen er ikke bare god til at skrive kodesprog. Hun er også god til at læse de koder, der ligger mellem ordene, når hendes omgangskreds diskuterer den aktuelle politiske situation. 

Og manges mening i hendes og andres spanieres omgangskreds er, at det er fint med et land uden regering: Så sker der da ikke så mange nye ulykker, som der ellers kunne være sket.

Politisk ligger Carmen og jeg på samme linje. Vi ser gerne bredt samarbejde i Kongressen hen over midten. 

For eksempel at erhvervslivet skal have gode vilkår for at vækste, at arbejdsløsheden skal falde, og at mange af samfundets tabere skal hentes ind igen. Vi er sørme også enige om, at der skal indføres ægte demokrati med mulighed for at stemme personligt, og at der skal slås hårdt ned på korruptionen.

Pinlige beskyldninger

Siden Pedro Sánchez faldt lørdag, har PSOE internt ikke været i andet end kaos, og det er fløjet om ørerne med beskyldninger om den ene og den andens skyld - og selvfølgelig med magtkampe om fremtidens flæsk.

- Skal vi ved et eventuelt nyt indsættelsesforøg af Marinano Rajoy, PP, som regeringsleder fortsat stemme ‘NO’, eller skal vi undlade at stemme, så han bliver valgt? 

- Det kan det nye forretningsudvalg ikke bestemme. Det kan den eller den heller ikke bestemme. Du er dum. Læs partiets vedtægter. Ja, men jeg forstår dem anderledes, og det er det rigtige. Det siger min mor også, og hun ved det!

Mariano Rajoy må have - og gør fortsat - gnubbet sig godt i sit gråsprængte skæg, når han - måske med et glas Cava i hånden - har siddet og frydet sig over PSOE-medlemmernes selvdestruktion af både deres egen og partiets potentiale i både TV og den øvrige presse.

Indflydelse eller kolera

Både siden valget i december sidste år og valget i juni i år har PSOE haft chancen for at få indflydelse på landets kommende politik. Selvom Rajoy skulle blive regeringschef, ville han for at få vedtaget enhver fremtidig lov, skulle have støtte fra PSOE.

Det forhold ignorerede Pedro Sánchez fuldstændigt i sit personlige og enøjede forsøg på at få nakket Rajoy.

Lige nu er valget ikke så svært for PSOE. De kan enten vælge mellem at få politisk indflydelse her og nu ved at lade Rajoy blive regeringschef, eller de kan vælge at få et nyt gigantisk valgnederlag, hvis de fremprovokerer nyvalg til jul.

Nu er de spanske meningsmålinger ikke alt for præcise, men meget tyder på, at PSOE kan få reduceret sine 85 mandater til måske 60 eller 65, og at PP vil gå betydeligt frem. Ja, så meget at de muligvis vil have absolut flertal sammen med Ciudadanos, som undervejs har vist sig absolut dueligt i forsøget på at løse regeringskonflikten.

Hvor svært kan det være PSOE ?

Hvad med at begynde at tale om politik og tage imod invitationen fra Rajoy, der har erklæret, at han på forhånd ikke stiller betingelser?

Eller holder I jer til ‘det er også din skyld ’ fordi I ikke kan finde ud af, hvad det er, som de mennesker, der har stemt på jer ønskerr?

Partidisciplin på Christiansborg

En smuttur til fædrelandet.

“Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere,” fastslås det i Grundlovens § 56.

De har med andre ord ret til at stemme, som de vil i den sidste ende - også imod deres eget parti, hvis det skulle komme så langt. Og det er sket flere gange i dansk historie. At det så efterfølgende kan betyde, at man ikke bliver favorit hos partiledelsen, og ikke bliver stillet op næste gang, er en anden sag.

Men så er det jo sket, at de skifter parti.

Partidiktaturet

Ifølge PSOE’s vedtægter har flere under partiets seneste kaos-uge udtalt, at såfremt et kongresmedlem stemmer efter egen overbevisning, kan vedkommende blive ekskluderet som kongresmedlem og i øvrigt få en bøde på 600 euro.

Det virker som om, at omkring sådan cirka halvdelen af PSOEs kongresmedlemmer synes, at det fortsat skal være et ‘NO’ og den anden halvdel foretrækker at undgå nyt katastrofevalg og måske dermed få politisk indflydelse.

Så må det da være let at sige til kongresmedlemmerne, at de skal stemme efter egen overbevisning. Så er den løst.

De behøver ikke engang at begynde at forhandle med Rajoy om store forkromede aftaler. Det kan de gøre bagefter, for hvis ikke Rajoy får den nødvendige støtte, falder hans regering alligevel.

Det kan også være, at PSOE falder fra hinanden, og at de fornuftige lader de enøjede beholde resterne, der er spækket med splid, intriger og ‘sådan var det i gamle dage.’

Et udbrud fra PSOE - for eksempel som ‘Demokraterne’ - kunne være godt for demokratiet. 

Måske kunne de sammen med Ciudadanos få gennemført, at spanierne kan stemme personligt på politikerne, og at de ikke er indsat i Kongressen som soldater, der nærmest behandles som desertører, hvis de ikke makker ret efter partidiktaturets ordrer.

Løgnetunger

Jeg er sikker på, at tæt på halvdelen af de 85 PSOE-kongresmedlemmer, der den 2. september rejste sig op og med én tunge sagde ‘NO’ til Rajoy, ikke stemte efter deres overbevisning.

Jeg er også sikker på, at flere af PPs partisoldater, der lever i nøjagtig samme slags diktatur, heller ikke synes, at Rajoy var den rigtige til at blive regeringschef, da de - ligeledes med én tunge - sagde ‘SI’.

For at Spanien nogensinde får noget, der tilnærmelsesvis ligner demokrati, skal valgreformen gennemføres med åbne lister - altså personlige stemmer - og en mere retfærdig fordeling af folkevalgte efter forholdsmæssigt antal stemmer og uden forfordeling af de største partier.

Og så skal de lære, at det nødvendigvis ikke er det parti, der får flest stemmer, der skal have posten som regeringschef, som PP tror. Men det parti, der efter et valg kan skabe flertal blandt partierne i salen.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Torben Wilkenschildt