Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pas på falske kidnapninger

Skrevet af Pia Bruun, ons, 25/02/2015 - 12:27

Krimi og katastrofe

KRIMI: Politiet advarer borgerne, efter at mange er blevet ringet op og har fået besked om, at deres børn er blevet bortført. Men det viser sig at være løgn.

Politiet bekræfter, at flere personer i Catalonien er blevet ringet op og har fået at vide, at deres børn er blevet kidnappet, selv om de i virkeligheden er i god behold.

Svindlerne forsøger at skræmme de desperate forældre til at betale en løsesum, inden de finder ud af, at deres børn slet ikke blevet kidnappet, oplyser catalansk politi.

Forskellige fremgangsmåder

De fleste opkald sker til tilfældigt udvalgte personer. Det vil sige at svindlerne end ikke ved, om deres ofre har børn, fremgår det af en beretning fra det catalanske politi, Mossos d'Esquadra.

Men i nogle tilfælde har gerningsmændene undersøgt sagen på forhånd.

De stopper udvalgte børnefamilier på gaden og beder dem udfylde en falsk undersøgelse om børns mobilvaner, skriver det catalanske dagblad, La Vanguardia.

Politiet efterforsker lige nu tre tilfælde af falske kidnapninger. En i Barcelona, en anden i Girona og en tredje i Baiz Llobregat.

Muligvis bande bag

Men der er også rapporteret om lignende sager i Galicien i det nordvestlige Spanien.

Det giver næring til en mistanke om, at der er tale om en bande, der opererer på tværs af landets regioner.

Det catalanske politi samarbejder derfor med det nationale politi for at spore bagmændene til de falske kidnapningsopkald.

I januar udsendte det amerikanske forbundspoliti FBI en advarsel om en bølge af i New York, hvis metoder ligner dem, der for øjeblikket bliver brugt i Spanien.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.