Pinlig Grand Prix-performance
Skrevet af Simon Koefoed Toft, man, 15/05/2017 - 10:54
Kunst & kultur
VIDEO: Årets Eurovision endte med Spanien som nummer sjok efter en tåkrummende optræden.
Lørdag var en festdag for den del af befolkningen, der hvert år tænder for fjernsynet for at fejre - og grine ad - den unikke tradition, der er det europæiske Melodi Grand Prix.
43 deltagerlande spillede, sang og dansede sig igennem aftenen, der endte med portugisisk sejr i form af Salvador Sobrals sang “Amar Pelos Dois (Love For Both)”, som tog førstepladsen med 758 point.
I den helt, helt anden ende af pointtavlen blev Spaniens bud på Europas bedste sang kun tildelt sølle fem point.
Bedst og værst
Manel Navarra, der med sangen "Do It for Your Lover" skulle sikre spansk succes i konkurrencen, formåede ikke at få det europæiske publikum op at ringe, og leverede en alt i alt forglemmelig præstation.
Uforglemmelige er til gengæld nogle af de kommentarer, der er blevet fæstnet til Navarras optræden af både eksperter og publikummer.
Specielt ét øjeblik, der kan genses lige omkring 2 minutter og 24 sekunder inde i videoen, er i flere omgange blevet kaldt Eurovision 2017’s både værste og bedste øjeblik.
Después de ver este vídeo, tus oídos sangrarán. #Eurovision #EurovisionRTVE pic.twitter.com/Nqcf9QVAbk
— El Profeta (@EiProfeta) May 13, 2017
"Dine ører kommer til at bløde, når du har set denne video"
Og internationale medier har ikke skånet Manel Navarra for kritik.
- Spaniens Manel Navarro er band-udgaven af ham fyren, der altid spiller Wonderwall, uden at være blevet bedt om det, på alle ungdomshostels i verden, skriver for eksempel den engelske avis The Telegraph.
"Rolig nu"
Også på Youtube, hvor alle finaleoptrædenerne er blevet lagt op, diskuteres det spanske indslags kvalitet.
Og det er overvejende negative anmeldelser, man kan læse. Selv i de spansksprogede kommentarer hagler kritikken ned, og mange kan tilsyneladende godt forstå, at "Do It for Your Lover" blev så dårligt modtaget i de andre deltagerlande.
Som det ofte er tilfældet på internettet, bliver der benyttet en del ukvemsord, men der findes også mere optimistiske vinkler.
- Rolig nu folkens, hvis vi vender listen på hovedet, har vi vundet, skriver en spansk Youtubebruger blandt andet.
Også mange tyske kommentatorer er begejstrede over den spanske sang. Det skyldes givetvis, at den er den eneste, der har klaret sig dårligere end tyskernes eget “hit”, der kun fik seks point.
Danmark klarede sig igennem Eurovision i relativ ubemærkethed og landede på en samlet 20.-plads.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.