Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pinligt for kongedømmet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 07/08/2017 - 01:00

Kendte & kongelige

KLUMME: Debatten om Henriks beslutning tager en drejning, der ikke har noget med sagen at gøre.

Jeg har ingen mening om, hvorvidt Prins Henriks beslutning om ikke at ville begraves ved siden af Dronning Margrethe er OK eller ej.

Og jeg kan faktisk ikke forstå, hvordan andre - der som jeg heller ikke har dyb indsigt i dronninge-parrets interne forhold - kan have så klare meninger, som der er statueret i medierne fra andre almindelige mennesker.

“Det er synd for Dronningen”

“Det kan han ikke være bekendt”

“Henrik ødelægger en 600 år gammel tradition”

Det var i 1992, at Prins Henrik begyndte at brokke sig offentligt over sin manglende ligestilling med ægtefællen.

Jeg må formode, at det ikke er noget han pludseligt fandt på, uden forudgående at have snakket med sin hustru om det.

Kan man forestille sig, at det har været en diskussion mellem dem i de mange forudgående år?

"Jo, men Henrik kendte jo spillereglerne, da han sagde ja til Margrethe før brylluppet den 10. juni 1967", Hvor han fik prædikatet, titlen og navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

Ligesom, eksempelvis, Hans Kongelige Højhed Arveprins Knud og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.

Men ikke “Deres Majestæt”.

Det blev Dronning Ingrids titel, da Kong Frederik 9. blev udråbt til konge.

Jo, Henrik kendte spillereglerne, da de blev gift for 50 år siden. Men 50 år er altså lang tid, og der er sket en betydelig udvikling i samfundet i den lange periode.

I 1999 blev Ligestillingsministeriet oprettet for at nævne et eksempel.

At Henrik ikke vil begraves side om side med Margrethe virker  på en måde som kulminationen af, at han tilsyneladende ikke er tændt på at være ved hendes side i levende live. 

Henriks meget omtalte pensionering, det privat afholdte guldbryllup og parrets mange ferier hver for sig har just ikke signaleret den store glød af samværstrang i deres forhold over for os almindelige mennesker.

Startede utilfredsheden på balkonen?

Da Kronprins Frederik blev udråbt til Kong Frederik den 9. af Danmark af Statsminister Knud Kristensen den 20. april 1947, var Dronning Ingrid med på balkonen på balkonen på Christiansborg Slot

Da Margrethe blev udråbt som dronning, var hun uledsaget

Var det her Henrik følte den første diskriminering?

Nummer tre - Non merci!

Unægteligt kan det virke sådan, at Henrik er gået til pressen, når han ikke har vundet forståelse hos hustruen.

Efter et interview med BT i 2002, hvor han udtrykte utilfredshed med, at han blev tilsidesat af sin egen søn Frederik, der var nummer to, ved blandt andet officielle lejligheder, indvilgede Margrethe i, at Henrik officielt blev nummer to. Det blev manifesteret i “Hof & Stat” samme år.

Der skulle gå 30 år, inden det skete.

Bryder Henrik tradition?

Henrik er gennem de seneste dage blevet beskyldt for at ødelægge traditionen for, at Kongepar stedes til hvile side om side i Roskilde Domkirke.

Men det er jo ikke rigtigt. Det bliver første gang, at en dronning som regent bliver begravet i kirken siden 1412.

Ligegyldigt

Det eneste jeg kan have en mening om er, at jeg finder det pinligt at Kongehuset og lovgivningen ikke har formået at få løst de fuldstændigt ligegyldige detaljer, der tilsyneladende har ødelagt renommeet for Danmarkshistoriens første ægteskab med en Dronning som statsoverhoved siden 1412.

Om årsagen er, at Henrik er en utaknemmelig, barnlig egocentriker eller om det skyldes, at Margethe er en stokkonservativ hård nyser, får vi nok aldrig at vide. 

Egentlig er det også ligegyldigt. Nederlaget kan alene tilskrives dem begge og lovgivningen.

Det kan kun være en lærestreg for, at der skal ske reformer med en kvinde som statsoverhoved - selvom der lige nu er lange udsigter til, det sker igen.

Såvidt jeg ved, skriver Henrik stadig digte og maler. Måske er han også i gang med at skrive sine erindringer til senere udgivelse - eller ville gerne gøre det.

Jeg har i denne klumme med vilje undladt at omtale de nævnte personer med deres prædikater som eksempelvis ‘Hendes Majestæt’ og ‘Hans kongelige Højhed’. Det ville bare have gjort fortællingen endnu mere pinlig.

Torben Wilkenschildt

Efterskrift

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg var tilhænger af kongedømme i Danmark, og har altid bakket det op i diskussioner.

Som fortsat dansk statsborger betyder Kongehuset i Danmark stadig en del for mig - og givetvis mange andre danske statsborgere i udlandet - både i Spanien og andre lande.

I øvrigt var jeg der selv, da nygifte Margrethe og Henrik den 10. juni 1967 kørte i karet gennem Københavns gader og igen på Christiansborg Slotsplads den 15. januar 1972, da statsminister Jens Otto Krag udråbte Kronprinsessen til Dronning Margrethe 2. af Danmark.

Jeg har også besøgt Henriks Château de Cayx, da jeg alligevel var i Cahors-området i Frankrig.

Endelig har jeg haft den glæde at interviewe H.K.H. Prinsesse Benedikte under prinsessens besøg i Spanien i 2005.
Et jævnligt smut ind på Amalienborg Slotsplads har også været en tradition, når jeg var i København og med en vis stolthed ligeledes vist det frem for udenlandske gæster.

At være dansk i udlandet er også med begejstring at fortælle og svare på spørgsmål om det danske kongehus, som et af verdens ældste monarkier.

Derfor er det en personlig skuffelse for mig, at de to ikke har kunnet finde ud af det.

 

Kommentarer

Syntes at Du ikke er meget anderledes end alle Danske som har ytret sig for eller imod dette emne. Så uanset "vor Dansk" du syntes DU er, syntes jeg du skal stikke en pind i jorden og lade være med at blande dig - DU bor jo i Spanien.
Manden har vel ret til en mening, uanset hvor han bor? Hvor dansk er du selv - problemer med retskrivning? Bortset herfra: det er synd for de kongetro, at de ikke kan se det absurde i den institution. Men den forsvinder vel.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.