Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pivringe start for nyt lavprisselskab

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 16/11/2015 - 10:56

Fly & trafik

FLY & REJSER: Ny lavprisspiller i Aalborg gik i luften fredag, men det var ikke helt uden problemer. Kunderne raser.

1.000 flybilletter til 49 kroner - åbningstilbudet var noget, der gav genlyd, men det var de færreste, der havde succes og fik billetter. Selskabet mistænker, at hjemmesiden blev hacket.

Lavprisselskabet Airnavia er et nyetableret flyselskab og starter fra foråret 2016 lavprisruter fra Aalborg Lufthavn. Det blev afsløret ved et pressemøde i den nordjyske lufthavn tirsdag i sidste uge.

Selskabet går for alvor på vingerne til maj med fire ugentlige ture mellem Aalborg og London-Stansted. Siden følger otte destinationer i Sydeuropa. Ud af de otte, er de to til spanske lufthavne, nemlig Tenerife og Gran Canaria. De to ruter til de kanariske øer gælder for vintersæsonen.

Fup og fiduser

Men som et slagtilbud skulle de første 1.000 billetter være svinebillige. Problemet var bare, at da klokken blev 12 fredag, gik selskabets hjemmeside i sort, da flere tusinde kunder forsøgte at købe billet på samme tid, og serveren gav op. Mange sad i flere timer og ventede forgæves på at bestille billetter.

Det medførte ikke ligefrem roser på selskabets facebook-side, hvor frustrerede kunder fik luft for deres utilfredshed med ord som 'piv-ringe' og 'fup og fiduser'.

300 fik billet

- Vi beklager mange gange, at vores IT-systemer i dag (fredag, red.) er stået af. Vi har haft knapt 30.000 besøg på hjemmesiden i løbet af i dag, og da der var flest, havde vi omkring 3.000 besøg på én gang. En så stor belastning havde vi overhovedet ikke regnet med. Man kan vist godt sige, at fredag den 13. har ramt os i dag, sagde driftschef Mathias Madsen fra Airnavia sent fredag aften til CHECK-IN.dk.

Faktisk lykkedes det kun for omkring 300 personer at købe billetter fredag. Det fik Airnavia til at forlænge tilbuddet om billetter til 49 kroner frem til den 20. november. 

Men foregik der urent spil? Driftschefen mistænker i hvert fald, at der kan været unfair metoder i brug.

- Vi har netop genåbnet vores hjemmeside her til aften (fredag, red.), hvor vi har etableret et kø-system, således at vores IT-systemer ikke står af igen. Lige nu står der 11.000 i kø (kl. 23.45 fredag aften, red.), hvilket vi regner som meget urealistisk på en fredag aften lige før midnat. Derfor stiller vi spørgsmålstegn ved, om der er nogle, som har forsøgt at hacke os i dag, siger Mathias Madsen.

Det har dog ikke været muligt at bevise noget angreb.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.