Poco a poco
Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 14/08/2021 - 07:00
Klumme
KLUMME: Rejselysten knitrer i enhver millimeter af kroppen, og nu kommer der endelig besøg fra det Nordjyske igen.
Det var fredag den 13. En noget faretruende dato-kombination, da den bebuder horror, blod og død - i hvert fald i gysergenren.
Men der var også noget af en gyser foran os dér tilbage i marts 2020. Havde vi på forhånd kendt til omfanget, tror jeg ikke mange var kommet videre med forstanden i - nogenlunde - behold.
Jeg havde næsten lige fået besøg af det ene forældresæt, der skulle besøge mig i Fuengirola i et par uger, da både den danske og spanske regeringsleder lukkede alt.
I Spanien som bekendt noget mere voldsomt end i Danmark.
Fra den ene dag til den anden måtte vi pludselig kun gå ud for at handle eller andet vigtigt. Og aldrig sammen. Vi måtte heller ikke bevæge os rundt i de store fælleshaver - ja, end ikke på svalegangen!
Jeg fik læsset forældrepar hjem i utide og murede mig inde. Alt, hvad der er sket siden da, flyder efterhånden lidt sammen i én stor (undskyld sproget) røvsyg pærevælling af restriktioner, lempelser, stramninger, incidens, smitte, død og vaccine.
Særligt det sidste er dog knapt så røvsygt...
Og nu begynder både det ene og det andet forældrepar at melde deres ankomst igen. Efter en bunke af aflysninger og afsavn.
Somme tider tror jeg næsten, de glæder sig mere, end jeg gør…
Det ene sæt er ligefrem gået i rejse-genoptræning ved at tage færgen til Læsø denne uge! Altså fra Nordjylland. Uden at nævne nogen navne pegede den ene på Jylland og spurgte: Er det Danmark? Og den anden siger drømmende til mig i telefonen: “Tænk, at vi snart skal prøve at ud at flyve igen”.
Alle trænger virkelig til lidt eventyr og - bogstaveligt talt - luft under vingerne NU!
Vi skal igen gå ture på paseoen, sippe hvidvin i solen, smage på underlige tapas (som ingen kan li’) og nyde de lange, lune aftener i hinandens selskab.
Og vi skal på forlængede weekendture ud i de underlige hjørner af Spanien og bruge nogle af de penge, vi har fået refunderet for corona-aflyste arrangementer.
Selvfølgelig skal det hele stadig ske på en fornuftig måde, så vi ikke smider alle hæmninger for hurtigt - og ærligt talt… jeg er stor fan af eksempelvis afstandskrav i køer. Der findes da ikke noget værre end fremmede, der skal stå og ånde én i nakken!
Men ikke desto mindre: Vi skal leve livet igen! Poco a poco, som man siger. Lidt efter lidt.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.