Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Politiet beslaglægger bestik

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 14/07/2017 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Hundredtusindvis af falske knive og gafler blev solgt i Spanien, og bestik-banden kan have tjent millioner på den mærkelige forretning.

Policía Nacionals pressemeddelelser er sjældent kedelige, men der er alligevel langt imellem dem, som man er nødt til at læse mere end én gang.

Sådan en af slagsen skrev politiet i går, efter at have samarbejdet med myndighederne i Portugal om en storstilet bestik-operation.

Efterforskere fra begge lande har samarbejdet om at opspore en fabrik, der producerede voldsomme mængder falske mærkevarer.

Det var bare hverken smykker, dyre tasker eller smarte bukser, der blev forfalsket. 

Spansk og portugisisk politi i færd med at undersøge fangsten (foto: Policía Nacional)

I stedet havde de kriminelle kastet sig over markedet for bestik, og det var efter alt at dømme en profitabel forretning.

I hvert fald var bagmændene gået ‘all-in’ og havde akkumuleret en helt grotesk mængde skeer, knive og gafler, som de løbende solgte til primært spanske hoteller.

Bestikket er efterligninger af et kendt mærke, skriver Policía Nacional i en pressemeddelelse, men det foreligger ikke, hvilket mærke der er tale om.

Internationalt foretagende

Fabrikken, hvor det falske bestik blev produceret, ligger i byen Guimaraes lige nord for den portugisiske storby Porto.

Og fabrikken er bare et af tre steder, hvor politifolk i går slog til i en storstilet, international aktion. 

De to andre ligger begge i det sydlige Galicien - nærmere bestemt industribyen O Porriño kun omkring 15 kilometer nord for grænsen.

Her ligger to spanske virksomheder, der stod for at videresælge de forfalskede vare. 

To personer er blevet anholdt i forbindelse med politiaktionerne, men det vides ikke præcis, hvad deres forbindelse til sagen er.

Kæmpe værdi

Selvom det i første omgang kan virke åndsvagt at forfalske noget så almindeligt som bestik, skal man ikke undervurdere, hvor mange penge bagmændene potentielt kan have tjent.

Mærkevarebestik som for eksempel fra mærket Magefesa er bestemt ikke billigt, og priserne kan i nogle tilfælde være chokerende høje.

Et sæt med 12 knive og 12 gafler ved navn ‘Cuchillería de Acero’ står for eksempel lige nu til salg på internettet for den nette sum af 15.990 euro - sat ned fra normalprisen på 19.990 euro.

Hvis vi bare for sjov forestiller os, at alt det beslaglagte bestik kunne sælges til den pris, havde bestik-falsknerne varer liggende til en værdi af 399,6 millioner euro, svarende til små tre milliarder danske kroner.

Forbryderne har formentlig ikke kunne tage tilnærmelsesvis så meget for deres kopivarer, men det kan i hvert fald ikke afvises, at det har været en ganske god forretning at pushe gafler til den spanske hotelbranche.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.