Politiet hjælper til med udsalg
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 01/07/2015 - 12:06
Penge & Forbrug
FORBRUG: Mandag måtte lokalpolitiet i Málaga assistere trafikanter ved indkøbscenter, og i dag starter sommerudsalget for alvor.
I dag starter sommerudsalget med slagtilbud og rabatter på 50 procent. Men pas godt på i trafikken for ved de store indkøbscentre kan der være tæt trafik og lang kø.
Trafikkaos ved indkøbscentrene
Allerede mandag tyvstartede et center udsalget, og her måtte lokalpolitiet i Málaga assistere trafikanterne, så det er altså ikke lige til at se, at familien Spanien er i krise.
Det var sportsindkøbscentret Decathlon, der mandag tog hul på sit udsalg med store rabatter på udvalgte varer, og det resulteret i totalt kaos ved til- og frakørslen ved kædens afdeling ved Plaza Mayor i Málaga.
I rundkørslerne mellem lufthavnen og Guadalmar var der ved 19-tiden så massiv trafik, at lokalpolitiet skride til og regulere trafikken.
Varehusene gnider sig godt i hænderne og satser på en ekstraordinær god omsætning med omkring tre millioner kunder på den første officielle udsalgsdag i dag.
Flere job og søndagsåbent
I forbindelse med udsalgsperioden er der skabt 116.000 ekstra sommerjob, og det er fire procent flere end sidste år, oplyser foreningen af landets større indkøbskæder, La Asociación Nacional de Grandes Empresas de Distribución, Anged, til Europa Press.
Bag optimismen ligger nye tal, der viser tegn på en genopretning af privatforbruget og den indenlandske efterspørgsel. Det forventes at købelysten holder ugen ud.
I flere regioner starter ordningen nu med søn- og helligdagsåbent i turistkommuner, hvilket betyder, at et stort antal indkøbscentre i de næste to måneder vil holde åbent om søndagen.
Det gælder turistkommuner i 11 regioner: Andalusien, Aragón, Castilla-La Mancha, Castilla y León, Cataluña, Extremadura, Galicia, Murcia, Madrid, Asturias y La Rioja.
Eduardo Zamácola, formand for Anged, siger til Europa Press, at op mod en femtedel af indkøbscentrenes årlige omsætning stammer fra udsalgsperioderne.
Vidste du?
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.