Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

To præsidenter mødes

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/07/2018 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: Vandretur i park og gode toner. Men bag den pæne historie ligger krav om Catalonien som republik.

Tirsdag fandt det møde sted mellem Spaniens ny regeringschef Pedro Sánchez og præsidenten for Catalonien - La Generalitat - Quim Torra.

Mødet fandt sted i La Moncloa - præsidentpaladset i Madrid - hvor de to herrer startede med en tur i parken.

Ifølge kilder blev det umiddelbare resultat, at man genoptager den såkaldt bilaterale kommission mellem de to regeringer, der ikke har været i funktion siden 2011. Denne kommission koordinerer aktiviteterne mellem de to regeringer.

Normalisering

Mødet varede i to en halv time og ifølge La Moncloa foregik det i en venskabelig og korrekt tone og var et tegn på en normalisering af forholdet mellem den centrale regering og regions-regeringen i Catalonien.

Præsident Torra sat pris på, at Sánchez ønskede at lytte og lagde vægt på aftalepunkterne:

 - Vi er enige om, at det catalanske spørgsmål er et politisk problem, der skal løses politisk. Vi har talt om alt, og vi har etableret et bilateralt forhold mellem vores to regeringer, der vil fortsætte i Barcelona, udtalte QuimTorra efter mødet i Madrid.

Krav

Nu lyder det næsten som den rene romantik med gåtur i park og pæne ord mellem parterne. Men det skal ikke glemmes, at Quim Torra, med Carles Puigdemont i baggrunden, ønsker at Catalonien skal være en republik.

Torra insisterede på, at en politisk løsning går gennem retten til en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien. Det havde han tænkt sig at stille som krav over for Sánchez.

Ny tone og ånd

Han resignerede dog på kravet med henvisning til, at Sánchez havde fortalt ham om multinationalitet, om Spanien som et nationalt land, men også, at Sánchez endnu ikke var færdig med at specificere den løsning, som kunne indfri Cataloniens krav om selvbestemmelsesret.

Torra havde også bemærket den nye tone og ånd i central regeringens holdning og havde især lagt mærket til, at Sánchez havde taget noter under mødet, hvilket han opfattede som et tegn på Sánchez’ reelle interesse for sagen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.