Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Propfyldte hoteller

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 22/08/2016 - 01:00

Penge & Forbrug

TURISME: Den spanske hotelbranche kan slet ikke få armene ned. I år er hotellerne proppet, og priserne steget.

Trenden, med at mange turister i Spanien vælger at leje en privat lejlighed eller villa til ferien, har kostet hotellerne dyrt.

Men i år melder spanske hotelgrupper som Meliá, Barceló og Grupo Palladium om belægningsprocent på op mod 90 procent på mange af de mest populære turistmål. Og det sker altså trods en stigning i prisen for overnatning.

Sidste år registrerede Spanien et rekordstort antal internationale turister med 68 mio, men i år lyder prognosen på, at vi runder de 70 millioner.

Og de fleste hotelkæder har bemærket en forbedring i både belægningsprocent, salg og omsætning.

Meliá Gruppen har allerede meldt om en belægningsprocent på over 80 procent på De Kanariske Øer, og næsten 80 procent i Andalusien samtidig med en prisstigning på 11 procent.

Ibiza stor-hitter

I Levante-området er det blevet 10 procent dyrere,og her lyder belægningsprocenten på 75 procent. På Ibiza har belægningsprocenten været 26 procent højere end sidste år, mens priserne er steget med hele 50 procent!

De Kanariske Øer har også været en sand pengemaskine for Barceló Gruppen, der satser på at lukke august med 100 procent belægning og rekordoverskud.

På øerne generelt har hotellerne haft en belægningsprocent på 90.

På Balearerne er belægningsprocent for Barceló-koncernen dog forblevet det samme som sidste år, men med et prishop på 11 procent er det ikke så skidt endda.

Den mest populære ø har været Ibiza, som har haft en imponerende belægningsprocent på 98 denne sommer, samtidig med en stigning i taksterne på 18 procent. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.