Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forår, ferieland og feriebolig

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 29/10/2016 - 00:01

Klumme

KLUMME: Bliver denne lørdag her i efteråret en dejlig dag med forårsudsigter for både politiken, demokratiet og turismen?

Det burde jo være en rigtig dejlig dag i dag. Efter mere end 300 dages dødvande er chancen der for forår i den politiske arena, Spanien som ferieland har det bedre end nogensinde før, og Spanien i Dag kan i dag præsentere den første af flere ferieboliger, hvor lejerne har den størst mulige tryghed.

Med mindre noget helt uforudset skulle ske, får Mariano Rajoy i aften et simpelt flertal bag sig og bliver indsat som regeringschef. Det vil igen betyde, at han som   - Presidente del Gobierno - i morgen præsenterer sin regering. Har han stillet i udsigt.

Ved afstemningen torsdag aften fik han 170 stemmer, mens 180 sagde nej. Nu har PSOE jo vedtaget, at de 85 medlemmer skal stemme blankt ved den anden afstemning i aften, men samtidig har flere tilkendegivet, at de vil bryde partidisciplinen og fortsat stemme nej.

Det vil betyde, at Rajoy igen får 170 stemmer bag sig, og med et ukendt antal blanke PSOE-stemmer bliver der samdsynligvis et sted mellem 95 og 120 imod. På den måde vil han han få et simpelt flertal bag sig.

Vores abonnenter på Spanien i Dag vil i aften modtage et ekstra nyhedsbrev, når det endelige resultat er kendt.

Kommer foråret så?

For første gang i nyere tid vil Spanien på søndag få en mindretalsregering. Hidtil har enten den røde eller den blå side i kongressen regeret med absolutte flertal, så der har ikke været megen tale om forhandling til hverken den ene eller den anden side for at gennemføre lovforslagene.

Forlig hen over midten har på det nærmeste været en by i Rusland.

Nu skal den nye regering - og hele kongressen - til at bevise, at - eller om - de er i stand til at finde sammen om lovgivning på tværs af partierne.

Den nye PP-regering kan ikke få gennemført noget som helst uden støtte fra eksempelvis Ciudadanos og PSOE, der er henholdsvis det nærmeste og næstnærmeste parti som forligspartnere.

Spørgsmålene

Vil Mariano Rajoy, der gennem de seneste fire år af sin regeringsperiode var vant til en slags eneherredømme, være i stand til at bøje sig for kompromisser, der ikke lige er hans kop te?

Vil det sønderbombede PSOE overhovedet være i stand til at forhandle politiske løsninger som en fælles gruppe - eller vil medlemmernes fortsatte fokus være på uoverensstemmelserne i partiet og uenighed om lovgivningsarbejdet?

Kan det betyde et fuldstændigt dødvande i lovgivningsarbejdet? Vedtagelse af statsbudget, EU-krav med nedskæringer på 5,5 milliarder euro etc.?

Nu tager både PP, Ciudadanos og PSOE æren for, at spanierne ikke skal til stemmeurnerne for tredje gang på et år.

Men er Rajoys skjulte ‘Plan B’, at han udmærket ved, at det kommende lovgivningsarbejde vil kollapse med genstridige partnere - og måske egne stejle holdninger - og udskrivning af nyvalg derfor ligger i ærmet til foråret?

På det tidspunkt vil PSOE sikkert endnu ikke have fundet fodslag og stadigvæk stå som et splittet og udueligt parti. 

Derfor vil han uden tvivl let kunne score de 11 mandater, som der mangler for at PP og Ciudadanos sammen kan klare ærterne.

Selvfølgelig spin fra min side. Men det er jo så moderne me spin om både politik og alt muligt andet.

Ferieland

Egentlig er det jo gået godt for regeringsløse Spanien siden julevalget sidste år. De økonomiske tal har udviklet sig godt, Spanien nærmest topper væksten i EU, arbejdsløsheden er faldet, og turismen sætter nye rekorder.

Rekorden for turismen i Spanien er hjulpet af udefrakommende ulykkelige omstændigheder for andre lande. Politisk uro i Egypten og Tyrkiet, frygt for situationen i eksempelvis Tunesien og mere er kommet til. Terrorhandlingerne i Frankrig, jordskælvene i Italien og senest den thailandske konges død med efterfølgende restriktioner for munter adfærd, er heller ikke kommet Spanien til skade.

På samme tid er Spanien et pragtfuldt og ganske trygt rejseland - uanset om turisterne søger sol og strand eller eventyrlige oplevelser inde i landet fra nord til syd.

De mødes samtidig af en venlig og imødekommende befolkning - og prisniveauet i Spanien ligger stadig i den gode ende.

Flymulighederne fra Danmark til Spanien hører til blandt de allerbedste - nærmest uanset hvorfra man vil flyve, og hvor man vil lande i landet. Og igen er priserne rimelige.

Ferieboliger

“Flere og flere går om ad Nørregade” hed det i Daells Varehus’ mangeårige slogan. Og det kan i dag - mere eller mere mindre - overføres til Spanien. 

Flere og flere vælger at bo i ferieboliger, som udlejes privat. Dels er det billigere end at bo på hotel, og dels kan familier eller venner få en mere privat oplevelse, hvor et besøg på markedet med indkøb af dejlige skaldyr eller fisk skaber andre rammer om samværet og måltidet.

I dag kan Spanien i Dag præsentere den første af flere ferieboliger, hvor lejeren kan være så sikker, som man nu kan være på, at alt er i orden fra udlejers side.

I maj kom der nye bestemmelser for, hvad udlejere skulle gøre for lovligt at kunne udleje deres ejendomme som ferieboliger.

Det bragte mange på ‘herrens mark’, men Spanien i Dag udviklede - på opfordring fra læserne - et administrationssystem, som nu giver tryghed for både lejer og udlejer.

I dag kan vi så præsentere den første af disse boliger. Du kan få nærmere information om den her.

Faktisk besøgte jeg selv denne dejlige villa for en del år siden, og den er virkelig en ferie værd.

Jeg ønsker alt godt for Spaniens kommende demokrati, samarbejdet i kongressen og Spaniens fortsatte succes som turistland. Jeg ønsker også, at vores mange læsere i både Danmark og Spanien får uendeligt mange dejlige oplevelser under solen, og at udlejerne af ferieboliger bidrager hertil.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.