Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Røgfri strande

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 24/04/2019 - 11:04

Samfund og Politik

MENINGSMÅLING: Tobak er efterhånden ikke velset nogen steder, og på Mallorca bliver det snart vanskeligt at få sig en smøg på stranden. Turister er lamslåede, men hvad mener du?

Banyalbufar-stranden på Mallorca er et ualmindeligt skønt sted at opholde sig, og folk, der er trætte af at se deres børn grave gamle cigaretskod på stranden, vil nu give den endnu et kryds i karakterbogen:

Rygeforbud.

Det skriver Diariodemallorca.es

Men det har holdt hårdt. Kun tre kommuner troppede op, da Federació d'Entitats Locals de les Illes Balears, Felib, indkaldte til møde om sagen.

Øens generaldirektør for sundhed, Maria Ramos, mente, at man måske havde valgt en dårlig dag, for der var fest og skolefridag, og folk havde andet i hovedet end at gå til møde.

Men det gode var, at Banyalbufar vendte hjem fra Felib-mødet med overbevisningen om, at deres strande skulle være røgfri.

Ingen skod i sandet

Nu bliver det slut med at nyde havbrisen gennem en smøg og slukke den i sandet bagefter.

María Ramos lagde også med glæde mærke til, at der havde været teknikere fra rådhusene i Palma og Capdepera, som havde taget flittigt noter af, hvordan mødet var foregået. 

De havde lovet at tage idéen med hjem til deres egne byråd for at finde frem til egnede strande i deres område.

Det er ikke meningen, at der skal stå betjente med bødeblokke i badebukserne ved hvert håndklæde i Banyalbufar. Man vil nå frem til røgfriheden ved et kompromis.

Det har dog ikke forhindret, at engelsk sensationspresse har slået sagen stort op og skriver om “enorme forandringer” på stranden og en syndflod af bøder.

Foreløbig venter myndighederne, at folk kan tale hinanden til rette, men man har faktisk overvejet at få røgfriheden indlemmet i byens ordensreglement. 

Er smøger rusmidler?

Sker det, kan overtrædelse af rygeforbuddet på røgfri-området straffes som et brud på byens love. Ramos luftede oven i købet den idé, at man kunne indlemme røgen i loven om rusmidler, som hendes afdeling arbejder på.

Generaldirektøren var ret tilfreds. Hun glæder sig til den dag, man officielt kan kalde stranden for røgfri.

Og hun glæder sig endnu mere ved tanken om, at den sunde idé måske vil brede sig til flere strande på Balearerne.

Hvad mener du?

For halvandet år siden blev en anden strand gjort røgfri, og i den forbindelse spurgte vi jer læsere, hvad I egentlig mener om den slags.

Overraskende nok var ret mange for et generelt forbud:

Spørgsmålet er, om jeres holdning har ændret sig i det seneste halvandet år? Lad os se...

Kommentarer

Total forbud, stranden er fyldt med skodder Kan ikke være meningen der skal bruges ressourcer til at gå og samle skodder op, kan bruges til noget bedre
Det er i høj grad også røgen. Det er altså ulideligt at sidde og få røgen fra en ryger i hovedet på afstand - selv i fri luft. Det er en misforståelse, at det er ok at ryge i udendørs hvis det alligevel ryger på andre. Jeg tror at forbud kommer trinvis, så det også bliver forbudt på offentlige åbne steder.
Som hardcore ryger vil jeg gerne bede rygere om at lade være med at smide skodder på gader og stræder, på strande, i skove etc. Tag dog for fanden skodderne med. Så slipper vi for det værste formynderi.
Da jeg for nyligt deltog i en strandrensning her i La Herradura blev der indsamlet bjerge af skodder. Et for et blev skodderne samlet op af frivillige og det var et stort pillearbejde. Det kan da ikke være meningen, at man bare skal skodde sin smøg i sandet hvor andre mennesker så bagefter skal gå og samle dem op, for at man ikke skal sidde på et lag af skodder, når man vil på stranden. Det er en uhyrlig dårlig vane at ryge på stranden og hvis man insisterer, må man som minimun kræve, at man tager sine skodder med sig, når man går.
Helt enig. Jeg ryger 20 smøger om dagen og bliver irriteret over rygere, der smider deres skodder allevegne. Tag dem med og smid dem i nærmeste skraldespand.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.