Ræs på operationsgangen
Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 03/12/2018 - 07:00

Sundhed & sygdom
VIDEO: Spansk hospital beroliger børn ved at opfordre dem til selv at køre til operationsstuen i sygehusets nye elbil.
Selv som voksen kan det være en skræmmende oplevelse at ryge en tur på hospitalet. Specielt hvis man skal på operationsbordet.
Hvis man kun er en lille purk, som ikke helt er klar over, hvad der foregår, kan det derfor hurtigt blive en direkte rædselsfuld oplevelse.
Det har privathospitalet ‘Clínica IMQ Zorrotzaurre’ i Bilbao gjort noget ved, og man er kommet frem til en lidt alternativ løsning.
Fart over feltet
I stedet for at trille børnene til operationsstuen i en trist hospitalsseng, får ungerne nu lov selv at sætte sig bag rattet i en spritny elbil.
Og det er noget, der får smilene frem hos de små. Også selvom det faktisk er en hospitalsansat, der i al hemmelighed styrer bilen med en fjernbetjening.
Pludselig virker hospitalsgangene ikke så dystre, når børnene selv får lov at drøne gennem dem i den lille racer.
Bange småbørn
Sygehusdirektør, Nicolas Guerra, udtaler, at det førhen var meget vanskeligt at få børnene til at slappe af, når det gik op for dem, at de skulle separeres fra deres forældre.
Guerra fortæller, at anæstesisygeplejerskerne specielt var bekymrede over, at børnene var bange, når de skulle bedøves.
- Hvis børn er skrækslagne, når de falder i søvn, vågner de op i samme tilstand, siger han.
Men hvis de små er rolige, når de forsvinder ind i drømmeland, vågner de som regel også op med mere overskud.
Glædelige resultater
Bestyrelsen besluttede at købe den elektriske bil, efter at man havde talt lidt frem og tilbage om forskellige muligheder og undersøgt, hvordan man gør på andre hospitaler.
En efterfølgende undersøgelse afslørede, at 98 procent af de børn, som “selv kørte” var helt rolige, når de kom ind i på operationsstuen.
Ud af dem vågnede 95 procent op i samme afslappede tilstand.
Se en video af en lille patient bag rattet her:
Kan måske også interessere dig
Organdonation i Spanien stiger med 50 procent over det seneste årti
Rekordhøje donationstal igen-igen.
SAS øger kraftigt i Alicante til hele Norden
Flere afgange til København, Oslo og Stockholm.
Spanien Rundt med Kate & Peter (5)
WEEKEND: Velkommen til femte del af Spanien Rundt, hvor vi følger Kate og Peter Quist på deres spændende tur gennem landet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.